Fortsæt til indhold

Slæber tonsvis af sten: Børn og frivillige skal hjælpe havørreden tilbage

Fra Lilleåen ved Hinnerup til bækkene i Randers skal sten, grus og nye skjulesteder give ørrederne bedre muligheder for at overleve. Skolebørn og frivillige tager det tunge slæb.

Samfund
ddp

Der bliver slæbt, skovlet og kastet sten i de lokale vandløb. Ikke for at rydde op, men for at give ørrederne flere steder at gemme sig.

Randers og Favrskov kommuner er sammen med Viborg med i projektet »Havørreden tilbage til Gudenåen«, hvor frivillige og lokale lystfiskerforeninger arbejder for at forbedre fiskenes levevilkår.

I weekenden kom turen til Svejstrup Bæk i Randers. Fredag hjalp elever fra Oust Mølle Skole med at lægge 10 tons gydegrus og sten ud. Søndag fulgte frivillige op med godt 20 tons skjulesten ved Doktorparken.

Det oplyser Randers Kommune i en pressemeddelelse.

»Det er fantastisk at se, hvordan man i fællesskab kan flytte om ikke bjerge, så tonstunge sten og gøre en forskel for både de mindre fisk i Gudenåen og for vandmiljøet,« siger Frank Nørgaard, formand for Miljø- og Teknikudvalget i Randers Kommune.

Foto: Niels Aage Skovbo

Fra Hinnerup til Laurbjerg

Også i Favrskov omfatter indsatsen flere lokale vandløb.

I Brandstrup Bæk blev der sidste år lagt 18 tons skjulesten og dødt træ ud. I projektets statusrapport er der desuden beskrevet en række indsatser for 2026 i blandt andet Lilleåen og Kollerup Bæk.

Ved Hinnerup omfatter projektet 36 tons gydegrus fordelt på tre nye gydestryg samt fem tons sten, der skal give fiskene skjul. Ved Laurbjerg er der beskrevet en indsats med 20 tons skjulesten på en cirka 900 meter lang strækning af Lilleåen.

Også ved Damsbro og Hinnerup Renseanlæg indgår sten og grus i arbejdet med at skabe bedre forhold for fiskene.

Gydegruset giver ørrederne steder at lægge deres æg, mens sten og dødt træ skaber skjul for fiskene, når de vokser op.

Foto: Niels Aage Skovbo

Markant tilbagegang

Projektet udspringer af bekymring blandt lokale lystfiskere over manglen på havørreder i Gudenåen.

Undersøgelser fra DTU Aqua viste i 2019, at ynglebestanden var faldet med hele 80 procent på ti år.

En rapport fra 2023 pegede efterfølgende på, at ørrederne mangler skjulesteder i åer og bække. Skjulene skal blandt andet beskytte fiskene mod fiskeædende dyr som hejrer og oddere.

Siden efteråret 2025 har frivillige gennemført 24 vandløbsprojekter på tværs af de tre kommuner. Blandt samarbejdspartnerne er Hadsten Lystfiskerforening, Langå Sportsfiskerforening og Randers Sportsfisker Klub.

Projektkoordinator Niels Aage Skovbo samler trådene mellem kommuner, lodsejere og frivillige.

»Arbejdet foregår manuelt, så der er virkelig tale om crossfit. Men det er jo på ingen måde sisyfosarbejde. Det er både sjov og enormt meningsfuldt at være så mange sammen om en så livgivende sag,« siger Niels Aage Skovbo i pressemeddelelsen.

Kommunernes åmænd hjælper med at transportere materialerne frem, men det er i høj grad frivillige, der fordeler sten og grus ude i vandløbene.

I Rismølle Bæk i Randers har frivillige tidligere lagt 17 tons sten ud på en time. Ved Alling Å har de plantet vandløbsplanter omkring det tidligere Nordic Waste-område.

Om arbejdet giver flere ørreder, er det endnu for tidligt at sætte tal på. Statusrapporten understreger, at fiskebestandene udvikler sig langsomt, og ifølge projektkoordinatoren kan effekten for alvor måles om to-tre år.

Interesserede kan følge kommende arbejdsdage i Facebook-gruppen »Havørreden tilbage til Gudenåen«.