Håb for konkursramt møbelvirksomhed: Flere har allerede vist interesse
Kurator undersøger, om Hammel Furniture kan føres videre.
Møbelproducenten Hammel Furniture begærede i fredags sig selv konkurs og suspenderede de godt 60 medarbejdere, der blev sendt hjem. Omkring 40 af de ansatte havde deres gang på hovedsædet i Hammels industrikvarter, mens de øvrige var ansat på virksomhedens fabrik i Skærbæk, som blev overtaget i 2018 og har stået for en del af produktionen.
Selvom konkursen altså kun er få dage gammel, har kurator Søren Volder allerede fået en del henvendelser fra folk, der er interesseret i at kigge nærmere på møbelvirksomheden, der siden 1961 har produceret møbler på fabrikken i Hammel og altså siden 2018 også i Skærbæk.
»Det er for tidligt endnu at sige, om det ender i et salg,« siger advokat Søren Volder, der er partner i Bech-Bruun.
Kuratoren gik i fredags i gang med at danne sig et overblik over virksomhedens ordrer, der er færdige eller under produktion, for at se om det giver mening at levere dem. Sideløbende undersøger kuratoren, om der er interesse for, at nogen vil overtage virksomheden helt eller delvist.
Hvis der skal afvikles ordrer, eller hvis der bliver fundet en køber, kan medarbejderne blive kaldt ind igen.
Søren Volder har kun haft sagen i nogle få dage, men der tegner sig et billede af, hvad der fik den lokale møbelproducent til at indgive egenbegæring.
»Det virker til at være en kombination af et vigende marked og nogle større kunder, der selv har haft betalingsstandsning og derfor ikke har kunnet betale deres regninger til Hammel Furniture til tiden. Så mangler der penge i kassen til at betale virksomhedens egne regninger,« siger kuratoren.
Han forventer, at der i løbet af nogle få uger kommer en afklaring om Hammel Furnitures fremtid.
Ved konkursbegæringen 23. oktober 2026 havde virksomheden skiftet navn til Hammel Møbler af 2009 A/S.
Avisen har forsøgt at komme i kontakt med Hammel Furniture for at få en kommentar til situationen, men det er ikke lykkedes.