Over 14.000 kroners forskel: Så forskelligt betaler østjyderne for varmen
Et standardhus kostede 11.706 kroner om året at varme op i Grenå, men i Ørum var prisen 26.478 kroner. En gennemgang af fjernvarmepriserne viser store forskelle i seks østjyske kommuner.
Samme størrelse hus. Samme varmeforbrug. Alligevel en forskel på 14.772 kroner om året.
Så stort var spændet mellem den laveste og højeste fjernvarmepris blandt de 37 lokale værker og prisområder, vi har sammenlignet i Skanderborg, Aarhus, Favrskov, Syddjurs, Norddjurs og Randers kommuner.
Sammenligningen er foretaget via Forsyningstilsynets prisstatistik fra januar 2026.
Nede i artiklen er der en grafik, hvor du kan gå på opdagelse i de østjyske varmepriser og se, hvordan dine udgifter er sammenlignet med andres.
Hos Grenå Varmeværk var den beregnede årsregning 11.706 kroner, mens den Hos Værum-Ørum Kraftvarmeværk i Randers Kommune lød på hele 26.478 kroner.
Prisen hos Værum-Ørum ved Langå var dermed 126 procent højere end hos de norddjurske kunder i øst.
Sammenligningen gælder et standardhus på 130 kvadratmeter med et årligt varmeforbrug på 18,1 megawatt-timer.
Tallene er fra januar og viser derfor ikke nødvendigvis, hvad kunderne betaler nu, men er en pejling på, hvor stor forskelle der kan være for den markante varmebudgetpost afhængigt af hvor i Østjylland man bor.
(Se gode råd til at nedbringe varmeregningen under grafikken)
Prisforskellene findes også inden for kommunegrænserne.
I Randers Kommune var årsregningen hos Verdo 14.541 kroner for standardhuset. Hos Værum-Ørum var den 11.937 kroner højere. Mellerup lå også i den dyre ende med 23.766 kroner.
Verdo har dog netop varslet en stigning på 1.448 på de 38.000 kunders varmeregning fra 2027 – vel at mærke på et hus på 125 kvm..
I Favrskov kostede standardhuset 13.326 kroner hos Hinnerup Fjernvarme mod 22.962 kroner hos Laurbjerg Kraftvarmeværk. Det er en forskel på 9.636 kroner om året.
I Aarhus lå Kredsløb på 16.229 kroner, mens kunderne hos Tranbjerg Varmeværk fik en pris på 19.549 kroner – 3.320 kroner mere for samme standardhus og forbrug.
Blandt de tre forsyninger, der er placeret i Skanderborg lå priserne tættere på hinanden.
Ry Varmeværk er opgjort til 13.404 kroner, Skanderborg-Hørning Fjernvarme til 13.493 kroner og Galten Varmeværk til 13.613 kroner. Der var dermed kun 209 kroners forskel mellem laveste og højeste pris.
På Djursland var forskellene større.
I Syddjurs var Ebeltoft opgjort til 14.566 kroner, mens Nimtofte lå på 22.904 kroner.
I Norddjurs kostede standardhuset 11.706 kroner hos Grenå Varmeværk mod 19.475 kroner hos Allingåbro Varmeværk.
Statistikken fra Forsyningstilsynet viser også, at prisudviklingen ikke var ens fra januar 2025 til januar 2026.
Den største prisstigning har kunder hos Hadsten Varmeværk oplevet med en regning, der var 3.200 kroner dyrere, svarende til 21,9 procent.
Omvendt faldt prisen hos mest for varmeforbrugerne i det sydlige Aarhus, der har Malling Varmeværk som leverandør. Her sparede 2.081 kroner, svarende til 10,7 procent sammenlignet med året før.
Fem gode råd
Ifølge en pressemeddelelse fra virksomheden Brunata er fjernvarmeprisen generelt steget for danskerne de seneste år.
Prisen for et standardhus er gennemsnitligt steget med 4.000 kroner over fem år.
Men der er metoder til at nedbringe varmeregningen, og særligt i denne kolde periode, hvor der skal varme til, kan der være penge at hente ved forskellige greb.
»Efterårs- og vintermånederne rammer mange husholdningers varmebudgetter hårdt. Derfor er det vigtigt at tage fat nu. Mange kender efterhånden de gængse råd om at skrue bare én grad ned, lufte fornuftigt ud samt sikre, at varmen ikke bliver blokeret af møbler. Men der er mange andre vaner, man kan skrue på, og som kan gøre en mærkbar forskel.«
»Hver grad tæller, og det gælder både for økonomien og for komforten. Det handler bare om at komme i gang, for selv små justeringer kan hurtigt betale sig, især i en tid hvor energipriserne er uforudsigelige,« siger Henrik Asving, energirådgiver hos Brunata.
Her er Brunatas fem gode råd:
1. Opvarm alle rum: Indstil termostaterne ens i hele boligen for en mere effektiv varmefordeling. Hvis du lukker helt for radiatoren i ét rum, vil radiatorerne i de tilstødende rum blive tvunget til at kompensere for den manglende varme.
2. Skru ned for badetiden: En tredjedel af varmeforbruget går typisk til opvarmning af vand. Forkorter man sit daglige brusebad fra 10 til 5 minutter, det give en årlig besparelse på op mod 2.000 kroner på vand og varme.
3. Lad solen varme boligen og luk varmen inde om natten: Træk gardiner og persienner fra om dagen, så solen kan bidrage til opvarmningen. Træk dem for om aftenen, så de reducerer kuldeindfaldet fra vinduerne og hjælper med at holde på varmen.
4. Tjek bunden af radiatoren: Hvis du har fjernvarme, bør radiatorerne være lunkne eller kolde forneden og varme foroven – så udnyttes varmen bedst.
5. Brug emhætten kort og effektivt: En emhætte sender ikke kun mados ud, den sender også opvarmet indeluft ud. Det betyder ikke, at man skal undlade ventilation, men undlad at lade en kraftig emhætte køre længe efter madlavningen.