Sådan gik Aarhus fra åvand i hanen til grundvand som drikkevand

Klima er et tema, der vedvarende fylder i vores hverdag og i den politiske debat.

Aarhus Stadsarkiv sætter i en ny artikelserie fokus på klimaet.

Hvis man tager de historiske briller på og ser på forholdet mellem natur, miljø og mennesker, er vores nuværende klimadebat et forholdsvis nyt fænomen. I artikelserien ser Stadsarkivet nærmere på, hvordan aarhusianere historisk har levet sammen med naturen – på godt og ondt.

I denne artikel ser vi tilbage til dengang, aarhusianerne først begyndte at drikke grundvand.

Første artesiske boringer

I 1902 kunne Aarhus Kommune indvie sit første artesiske vandværk. Navnet artesisk kommer fra den nordfranske provins Artois, hvor der blev foretaget artesiske boringer – altså boringer efter grundvandsmagasiner – helt tilbage i 1100-tallet. Så hurtige var vi ikke i Aarhus, hvor byrådet først i juli 1877 afsatte penge til artesiske boringer for at lede efter underjordiske kilder, hvis vand kunne ledes til det eksisterende vandværk ved åen.

Hovedudfordringen med byens gamle vandværk, der var blevet indviet i 1872, var en svingende vandkvalitet. Vandet kom direkte fra åen, og selv om åvandet blev indvundet, inden det nåede byen med dens mange forureningskilder, og åvandet blev renset af flere forskellige filtre, var vandkvaliteten alligevel svingende. Derudover viste beregninger, at vandværket ville have svært ved at levere nok vand på sigt, hvis det blot havde åen som kilde. Endelig havde det vand, som kom ud af aarhusianernes vandhaner, samme temperatur som åvandet, hvilket betød, at man om sommeren måtte tage til takke med varmt vand, der endog kunne indeholde skadelige bakterier såvel som småfauna fra åen.

Sundt vand kan ikke betales for dyrt

Fra 1877 og nogle år frem blev der løbende afsat beløb til artesiske prøveboringer, og i 1892 nedsatte byrådet et selvstændigt udvalg til formålet. Herefter blev prøveboringer nu udvidet til også at finde sted uden for daværende Aarhus Kommune. Der blev over de næste år foretaget succesfulde prøveboringer i blandt andet Brabrand og Skibby, men det endelige valg faldt på en vandboring ved Stavtrup.

Pengene til det nye artesiske boringsanlæg blev bevilget i 1898 og endte i sidste ende med at løbe op i alt 617.000 kroner – svarende til knap 52 millioner kroner i dag. Om prisen skrev Århus Stiftstidende i 1898, da de første udregninger på 500.000 kroner blev offentliggjort: ”Det er ganske vist ikke faa Penge, men godt og sundt Drikkevand er et saa stort Gode for en By, at det næsten ikke kan betales for dyrt…”

Fra Stavtrup blev vandet gennem nyanlagte betonrør ledt ind til Aarhus, hvor de borgere, der var tilknyttet vandnettet, kunne få glæde af det friskere vand, hvis de vel at mærke havde tilkøbt en opkobling på ledningsnettet. For borgerne betød det dejlig koldt vand og ikke mindst rent vand. Fra 1912 blev det bestemt, at vandforbruget blev betalt gennem en vandafgift aflæst ved en vandmåler i hver ejendom, som der i 1922 var installeret 4.778 af i Aarhus.

Trykzoner og vandtårne

I begyndelsen af 1900-tallet var åens vand således ikke længere den primære kilde til byens drikkevand. Selv om artesiske boringer kom til at overtage vandforsyningen til byens drikkevand, havde Aarhus Å endnu ikke helt udspillet sin rolle. Åvandet, der var mindre kalkholdigt end grundvandet, blev stadig brugt til byens større industrier som Aarhus Oliemølle og elektricitetsværket.

De arealer, som Aarhus Vandværk skulle forsyne, lå i forskellige højder. For at undgå at sende alt vandet til byen med et tryk svarende til den højest beliggende zone, blev byen inddelt i forsyningsområder i tre højdezoner – hver med sit særlige maskin- og pumpeanlæg. I Trykzone III, der var den højest beliggende zone blev et nyt smukt vandtårn indviet ved landevejen til Randes i 1906.

Vandtårnets beholder kunne rumme 200 kubikmeter, og vandet blev ført til vandtårnet fra vandværket ved åen gennem en ca. 3,3 kilometer lang 9 tommer jernledning.

Vandtårnet ved Randersvej var ikke byens første vandtårn, da virksomheder som Otto Mønsteds OMA i Vestergade og Centralværkstedet ved hovedbanegården havde private vandtårne til at forsyne deres virksomheder.

Stigende vandforbrug

Samtidig steg vandforbruget blandt aarhusianerne betydeligt, og ikke kun på grund af byens stigende indbyggertal. Fra at have ligget på omkring 50 liter vand pr. indbygger ved vandværkets opførelse i 1872 lå vandforbruget til at være fire- eller femdoblet i 1950.

For at følge med den stigende efterspørgsel kom der nye artesiske boringer til, og samtidig udviklede teknikken bag vandindvinding og pumpeanlæggene sig også. Der kom eksempelvis forbedringer i form af modernisering med hurtigfiltre og elektrisk betjente pumper, der krævede mindre plads, og som fungerede mere effektivt.

Flere vandindvindingsanlæg blev sat i drift i 1940’erne, hvor Constantinsborg, Åbo og et nyt vandværk ved Stavtrup supplerede et i 1932 opført vandværk i Marselisborg. Der var på dette tidspunkt ikke decideret frygt for at løbe tør for vand, men med et vandforbrug, der var mangedoblet i de første årtier af århundredet, var der behov for konstant at afsøge muligheder for at udbygge forsyningen. Der blev derfor ofte foretaget prøveboringer rundt om i kommunen.

Der var derimod ikke megen fokus på forurening af grundvandet. Når debatten en sjælden gang dukkede op, var det i forhold til, om der kunne slippe forurening ned gennem boringer eller brønde, og ikke så meget om, hvorvidt der kunne sive forurening ned gennem jorden.

Vandforurening på dagsordenen

I 1960’erne begyndte debatten dog at vende. I 1961 nedsatte regeringen en kommission, der skulle skabe klarhed om Danmarks vandproblemer. Der var nu begyndt at være opmærksomhed på, at vores grundvand ikke var en utømmelig kilde. I forhold til forurening lå fokus endnu på forureningen af overfladevand og ikke nedsivning til grundvandet. Tanker om beskyttelse af natur og miljø begyndte dog i denne periode at vinde indpas, og i 1971 blev Miljøministeriet oprettet. Der havde været nogle få sager med nedsivningsforurening fra benzin- og olieanlæg, samt spildevandsanlæg, men det blev opfattet som lokale og isolerede episoder. Vi skal helt frem til 1980’erne, før man for alvor begyndte at kæde overgødskning af afgrøder med kvælstof og en øget brug af nitrat sammen med forurening af grundvand og vandområder. Siden har debatten raset mellem miljøforkæmpere og landbrugets interesseorganisationer.

I 1985 var forståelsen for at beskytte vores drikkevand vokset, og på politisk plan blev der afsat samlet 100 millioner kroner til miljøbeskyttelse og yderligere 100 millioner til vandløb og vandforsyning i amtskommunerne. To år senere vedtog regeringen en stort anlagt vandmiljøhandlingsplan, der havde til formål at sikre, at kvaliteten af landets vandmiljøer forbedredes.

I slutningen af 1980’erne kunne det konkluderes, at grundvandsspejlet var faldet med op til ti meter flere steder i kommunen, og det var ifølge undersøgelser ikke de store industrierhverv, der tærede på ressourcerne, men derimod de små private forbrugere. Aarhus Kommune iværksatte derfor kampagner, der skulle få aarhusianerne til at spare på vandet. Det store spild mentes især at komme fra løbende toiletter, vandhaner og brusere.

Selv om der gennem årene er iværksat flere initiativer for både at beskytte og spare på grundvandet, er det en fortsat eksisterende problematik, som der endnu mangler en god og permanent løsning på.