Fortsæt til indhold

Susanne og Henrik ikke regnet med så stor succes, men 10.000 Gl. Estrup Gryder om året taler sit tydelige sprog

Det lå nærmest allerede i kortene, da de mødtes, og nu runder Susanne og Henrik Ryberg Jensen 20 år som indehavere af den yderst populære kro.

Samfund

Rejecocktail.
Der er meget godt at sige om den her klassiker inden for forretter. Den smager dejligt, man ved, hvad man får, og den har efterhånden haft god tid til at bevise sit værd igennem mange, mange år på menukortene.

Det er dog næppe den, der får en kok til at vågne om morgenen med sommerfugle i maven over dagens gastronomiske udfordringer, og Henrik Ryberg Jensen var da heller ikke i tvivl, da han og hans kone Susanne Ryberg Jensen overtog Auning Kro for 20 år siden.

»Jeg sagde, at jeg skulle i hvert fald IKKE have rejecocktail på menuen, og jeg skulle heller ikke have islagkage på. Det gad jeg ikke lave,« fortæller Henrik Ryberg Jensen, mens et skævt smil begynder at trække i mundvigen.

»I dag er rejecocktail nok den forret, vi sælger mest. Og islagkage er også en af favoritterne,« konstaterer han med et grin.

Det er på mange måder et symbol på den succesfulde forretning, som parret har bygget op i den gamle kro, som de naturligvis løbende har fornyet både i lokalerne og på madsiden, men hele tiden med et øje og øre for, hvad det er, gæsterne egentlig efterspørger.

På søndag 1. november har Susanne og Henrik Ryberg Jensen 20 års jubilæum som indehavere.

Fuld skrue hele året

2026 er således lidt af et jubilæumsår, for kroen selv fylder i år 150 år, efter Palle Andersen i 1876 opførte det, der dengang kom til at hedde Auning Gæstgivergård.

Den gamle kro har med andre ord mange år på bagen, men det er ikke noget, man mærker på aktivitetsniveauet.
Her er selskaber i weekenderne, turister om sommeren og håndværkere på værelserne. Også når kalenderen siger januar og februar.

»Vi går faktisk ikke rigtig ned i omsætning nogen måneder. Det er ikke ligesom i gamle dage, hvor man sagde, at januar og februar blev stille måneder. Det er fuld skrue på 12 måneder om året,« fortæller Henrik Ryberg Jensen.

Det er der i høj grad, fordi parret har skabt sig et godt renommé, som gæsterne gerne kører nogle kilometer for at besøge.

Faste spisende gæster tæller blandt andet folk fra både Grenaa og Randers.
Samtidig er kroen et yndet overnatningssted for håndværkere, som for eksempel arbejder på opgaver i Aarhus. Alligevel vælger de at booke værelse i Auning og tage køreturen frem og tilbage.

»Jeg spørger dem nogle gange, hvorfor de tager turen herud for, og så siger de: ’Vi skal bare have noget ro, og vi skal have noget ordentlig mad. Det er derfor, vi gerne vil bo her’. Mange af dem er nogen, der kommer igen, og det bliver man jo glad for, fordi det siger meget om, hvad vi kan,« fortæller Susanne Ryberg Jensen.

Og de tilbagevendende gæster bliver også mennesker, man lærer at kende.

»De vil ikke altid sidde inde i restauranten. Så vil de hellere sidde her i krostuen, hvor vi står og pudser bestik eller laver et eller andet. Så kan vi lige snakke lidt med dem. Det synes jeg er meget hyggeligt,« siger hun.

Håndværkerne er en vigtig del af hverdagen uden for turistsæsonen.
Om sommeren kommer gæsterne fra vej hjem fra områdets attraktioner og feriesteder, og gennem hele året lægger kroen lokaler til en lang række private fester.

10.000 Gl. Estrup Gryder

Det var på Hotel Pejsegården i Brædstrup, det hele startede for Susanne og Henrik Ryberg Jensen.

Inden Henrik uddannede sig som kok, uddannede han sig som tjener på Pejsegården, hvor Susanne var ansat som reserve-tjener.

De kommer begge fra familier, hvor forældrene var selvstændige. Derfor stod det også hurtigt klart for parret, at de også gerne ville drive deres eget sted, når muligheden bød sig.

Den fandt de i Auning, efter at have set på flere muligheder.

Ved overtagelsen fortsatte det meste af personalet, og det gav de nye indehavere en hjælpende hånd fra medarbejdere, som kendte huset og gæsterne.

Henrik og Susanne Ryberg Jensen så på flere muligheder, inden de i 2006 faldt for Auning Kro. Det har vist sig at være en god idé, og parret driver her 20 år senere en velsmurt forretning, hvor der er gæster i både restauranten og i kroens 10 værelser hele året. Foto: Simon Carlson

Susanne Ryberg mener samtidig, at det var vigtigt ikke at komme ind ad døren med en ambition om at lave alt om.

»Når man køber noget nyt, skal man passe på, at man ikke bare kommer og vil ændre det hele. Jeg tror også, det hjalp os lige at stikke fingeren i jorden og se, hvad det var for et sted, og hvilke mennesker, der kom her,« siger Susanne Ryberg Jensen.

Det stærke fundament har parret efterfølgende bygget oven på.

»Vi har kørt med den samme base i 20 år. Vores koncept er meget stabilt. Det er ikke sådan, at vi springer rundt og skal prøve det ene og det andet. Kunderne ved, hvad vi står for, og hvad de kan forvente,« tilføjer Henrik Ryberg Jensen.

Det betyder dog langt fra, at der ikke er plads til at prøve nyt.
Ugemenuen bliver skiftet hver tirsdag, og her kommer både kokke og kokkeelever med forslag til nye retter eller eksperimenter.
På den måde kan køkkenet udvikle sig, mens klassikerne beholder deres plads på det øvrige menukort.

For eksempel Gl. Estrup Gryden. Den skal man nok ikke lige vove at tage af kortet.

»Den er sindssygt populær. Vi sælger omkring 10.000 Gl. Estrup Gryder om året,« fortæller Henrik Ryberg Jensen og understreger dermed, at kroen i hele oplandet er et yndet sted at eksempelvis holde møder eller generalforsamlinger.

Flere oplevelser

Populariteten kommer dog også med lidt slagside.
Inden parret overtog kroen havde de lagt mange planer for det nye liv, hvor blandt andet forestillede sig selv at kunne stå for blomsterdekorationer og forskellige praktiske opgaver ved siden af den daglige drift.

Derudover var der også forestillinger om mere fritid, end det har vist sig at være tilfældet.

Det blev hurtigt klart, at tiden skulle bruges på gæsterne.

»Det er blevet en større forretning, end vi selv havde regnet med dengang. Der var nogle ting, vi tænkte, at vi godt lige kunne nå indimellem. Men vi fandt hurtigt ud af, at det ikke var det, vi skulle bruge vores tid på,« siger Susanne Ryberg Jensen.

Og der bliver stadig lagt mange timer i kroen. De 14 dage om sommeren, hvor kroen holder lukket, og Susanne og Henrik holder ferie med børnene, er stadig den eneste sammenhængende ferie, som parret holder i løbet af året.

»Det er da på mange måder et hårdt liv. Man kan jo godt mærke, man ikke er 20 år længere,« noterer Henrik Ryberg Jensen.

Det er også en af grundene til, at parret foreløbig har planlagt, at de skal nå at fejre 25 års jubilæum med kroen.
Hvad der skal ske herefter, tager finder de ud af, når den kommer.

Deres ældste søn Mikkel er en ivrig racerkører, som på sit team har selskab af sin lillebror Jeppe.
Det bringer dem ind imellem til løb i udlandet, og det er blandt andet sådanne ture, som forældrene gerne kunne tænke sig at få lidt mere tid til.

»Man siger nej til utrolig mange ting, når man driver sådan et sted her og arbejder, som vi har gjort. Det betyder også, at man skylder sine børn en hel del, og det kunne være dejligt, hvis der i fremtiden kunne blive mere tid til at få nogle oplevelser med dem,« lyder det fra Susanne og Henrik Ryberg Jensen.

Det kan selvfølgelig have sine udfordringer at arbejde så tæt sammen i så mange timer hver dag, når man er mand og kone. Susanne og Henrik Ryberg Jensen har dog ret nøje defineret deres områder, så Henrik styrer køkkenet og Susanne har styr på restauranten. Foto: Simon Carlson

Om der skal nye kræfter til, når det kvarte århundrede er rundet, må tiden vise. Sikkert er det dog nok, at Susanne og Henrik i så fald anbefaler dem at beholde Gl. Estrup Gryden og rejecocktailen på kortet.

Jubilæet fejres 6. november til et allerede udsolgt arrangement på Auning Kro med spisning og underholdning ved Carsten Knudsen fra De Nattergale.