Det er ikke alle caféstole, der truer samfundsordenen

Det skal naturligvis være muligt at komme igennem Jægergårdsgade uden en flat white i hånden og uden at en caféstol spænder ben for selvrespekten. Og det skal naturligvis være muligt for byens restauratører at drive en forretning i det fri, også på den tid af året, hvor aarhusianerne samler sig under varmelamperne som tørstige turbokyllinger.

Derfor er en ellers overset detalje fra byrådets budgetforlig værd at hæfte sig ved. Kommunen vil reducere kontrollen med restauranternes borde, stole og skilte med 75 pct. Altså gøre noget godt for erhvervslivet ved at holde op med at gøre noget.

Selv om man visse steder kan komme i tvivl om, hvorvidt der overhovedet er en kontrollant på arbejde, er det positivt, at kommunen vil udvise større tillid, blande sig noget mindre og endda lade besparelsen ved mindre kontrol komme restauratørerne til gavn i form af lavere afgift for at leje fortovet. Det handler måske ikke om mange penge eller mange centimeter, men om et befriende princip.

Rådmanden for teknik og miljø, Nikolaj Bang, vil, at kommunen gør op med sit måleregime og møder erhvervslivet med større tillid og mere tilbageholdenhed. Det er en sympatisk tanke. Hidtil har kommunen holdt tre medarbejdere beskæftiget i området for grænseoverskridende caféstole. Der er udstedt i alt 456 tilladelser til udeservering. I Aarhus er de første 80 centimeter fra husmuren afgiftsfri for udeservering. Hver centimeter derudover tæller, og det har kommunens medarbejdere så gjort.

I både 2025 og 2026 har kommunen givet ét egentligt påbud om året. Det kan naturligvis skyldes, at kontrollen virker, men det kan heller ikke udelukkes, at langt de fleste restauratører har de bedste intentioner, kan overholde reglerne og finde ud af at drive forretning uden at bringe retssamfundet i fare.

Den, der ikke vil sidde ude, må jo sidde inde, og det kan man stadig gøre i orangeriet ved Sjette Frederiks Kro. Glasbygningen ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og i fredskov, men er opført uden skyggen af tilladelse. Danielsen har erkendt, at byggeriet er udtryk for en slags ”går den, så går den”-tilgang, og det har det gjort længe. Myndighederne har nu igen varslet, at byggeriet skal fjernes, også selv om glasbygningen ifølge ejeren er smuk og trods modstanden fra påståede støttegrupper.

Reglerne må være lige for alle, og der må være en passende balance mellem myndighedernes interesse for caféstole, der rager 20 centimeter for langt ud på fortovet, og et glashus, der fylder godt i Riis Skov.

Udgangspunktet må være, at langt de fleste borgere og virksomheder faktisk er i stand til at opføre sig nogenlunde fornuftigt uden kommunal overvågning, og at byens virksomheder har større interesse i at skabe liv og omsætning end i at bryde reglerne.

Kontrol er godt, men tillid er billigere. For hellere brugere ressourcerne på de få, der ikke kan få nok, uanset om de er i skoven eller på stenbroen. Der er trods alt forskel på at sætte en stol forkert og bygge et helt hus til den.