Henrik drak seks dage i træk: Så blev han slæbt i behandling, og nu er han medejer af behandlingscentret, der gjorde ham ædru
En læge og tre tidligere misbrugere og patienter på behandlingscenter ved Hammel har overtaget stedet og kæmper på at få det på fode igen.
Henrik Neergaard Jensen har i 30 år haft sit eget firma, HNJ Entreprenør i Hadsten. Han har været glad for at feste, og når han festede, var det med masser af alkohol, og han havde svært ved at stoppe festen. For et halvt år siden fejrede han firmaets jubilæumsfest og flere andre jubilæer, og her gik det helt over gevind.
»Det var et problem, for jeg fik 400 flasker vin, som jeg var nødt til at smage på for at svare, hvordan de smagte,« fortæller Henrik Neergaard Jensen med et lidt anstrengt grin.
»Jeg drak seks dage i træk, indtil to kammerater slæbte mig herover.«
Stedet, han omtaler, er Behandlingscenter Søby Park ved Hammel, hvor entreprenøren fra Hadsten endte med at være i alkoholbehandling i seks uger.
»Jeg ville ikke i behandling og skulle kun være her i tre uger, men endte med at gøre behandlingen færdig. Det er et fantastisk sted. Allerede når du kommer, kan du mærke roen og naturen på stedet, der er tilbagetrukket fra samfundet. Du kan ikke lægge sådan noget inde i Aarhus.«
Lukningstruet
Der er i de seneste par år blevet længere og længere mellem patienterne på behandlingscentret, der har plads til 14 patienter ad gangen. Søby Park var for nylig i fare for at lukke, hvilket fik medarbejderne til at kontakte Henrik Neergaard Jensen og andre ressourcestærke tidligere patienter, der kunne tænkes at spytte penge i stedet.
»Medarbejderne har hjertet med, så vi mødtes og blev enige om, at vi gerne ville smide nogle penge i det. Vi ønsker ikke at tjene penge på det og har aftalt, at ingen trækker udbytte i 10 år. Forhåbentlig bliver der overskud, og det skal i så fald gå til nytte i samfundet,« fortæller Henrik Neergaard Jensen, der sammen med sine tre medejere overtog Søby Park 1. oktober 2026.
De nye ejere har givet den en skalle for at få Søby Park til at se pæn ud og blandt andet bygget en pavillon ud mod søen, hvor patienterne og behandlerne kan hygge sig og nyde udsigten.
Samtidig sørger Henrik Neergaard Jensen for at passe sine møder i den lokale afdeling af Anonyme Alkoholikere i sin hjemby, der mødes en gang om ugen.
»Jeg har lært lektien, går til efterbehandling og bruger AA, der har en fantastisk gruppe i Hadsten. Der kommer folk, der har været ædru i 37 år, og det er der en grund til. Man er nødt til at holde ved.«