Butiksprojekt, forsamlingshuse og fødevareprojekter i Favrskov får over 1,5 millioner kroner i støtte
Bestyrelsen for LAG Randers-Favrskov valgte at støtte 10 projekter i årets tredje og sidste runde. Seks af dem ligger i Favrskov.
Der var rift om midlerne, og derfor behov for benhård prioritering, da LAG Randers-Favrskov skulle uddelle midler i årets tredje og sidste runde. I alt fik 10 projekter støtte, herunder seks projekter i Favrskov. Det fortæller LAG Randers-Favrskov i en pressemeddelelse.
Der blev givet penge til butiksprojekter, forsamlingshusprojekter, fødevareprojekter og så lige en enkelt legeplads.
I Favrskov blev der blandt andet givet støtte til den nye dagligvarebutik i Voldum., hvor man har besluttet at bygge en ny købmandsbutik ved Hallen. Der er samlet ind, og grunden er købt. Butikken udgør i dag et centralt omdrejningspunkt for lokalsamfundet, både som forsyningsfunktion og som socialt samlingssted.
Projektet skal ses i lyset af en bred lokal ambition om at sikre butikkens fortsatte eksistens og samtidig løfte den til et niveau, der er tilpasset nutidens krav til detailhandel og kundeoplevelse. Fase 1 med projektering og fundering har en samlet sum på 839.824 kroner. Der er bevilliget 419.912 kroner fra LAG Randers-Favrskovs EU-pulje.
P-plads og handikaptoilet
To forsamlingshuse har også fået tilsagn om støtte, nemlig Gerning Forsamlingshus og Røgen Forsamlingshus.
Gerning Beboer- og Forsamlingshus har endelig fået mulighed for at etablere en p-plads og i samme omgang forbedre handikaprampen. Projektets samlede sum er 237.398 kroner, og der er bevilliget 118.699 kroner fra LAG Randers-Favrskovs kommunale pulje i Favrskov Kommune.
I Røgen Forsamlingshus mener Røgen Borgerforening, at det er på tide at få etableret handicaptoilet på samme niveau som salen. Der inddrages derfor en del af den lille sal, som herefter udbygges med en glasbygning, da der er brug for pladsen. Projektet blev identificeret i forbindelse med deres lokale udviklingsplan. Projektets samlede sum er 942.000 kroner. De har søgt og fået bevilliget 250.000 kroner fra LAG Randers-Favrskovs kommunale pulje i Favrskov Kommune.
Madvogn og køkken
To fødevareprojekter i Favrskov har fået støtte.
Josephine og Laura har købt en fødevaregodkendt madvogn, hvorfra de vil sælge is, kaffe, drikkevarer og hjemmebagt bagværk som surdejsboller, rugbrød, kager og cookies, lavet på økologiske kvalitetsråvarer. Derudover etableres en selvbetjeningsbod i Hinge.
Projektets samlede sum er 100.099 kroner, og der er bevilliget 50.000 kroner i tilskud fra LAG Randers-Favrskovs EU-pulje.
Hylkegård ApS. er i gang med udvikling af gårdbutik med videre i Nr. Galten. Bestyrelsen valgt at støtte etablering af et ambitiøst produktionskøkken, hvor der vil være fokus på økologiske fødevarer, transparens, kvalitet og bevidste valg. Den samlede sum på køkkenudstyr er 812.647,83 kroner. Der er bevilliget 200.000 kroner fra LAG Randers-Favrskovs EU-pulje.
Og så til legepladsen: Voldumegnens Friskole etablerer legeplads og andre aktiviteter. Projektet passer i Voldums vision om at samle byens aktiviteter ved skole, hal og butik. Projektets samlede sum er 1.548.412,50 kroner, og der er bevilliget 498.412 kroner fra LAG Randers-Favrskovs kommunale pulje i Favrskov Kommune.
Næste ansøgningsfrist er 1. december 2026, og det er til første runde i 2027.
Der er cirka 3,6 millioner kroner til uddeling til næste runde, og LAG Randers-Favrskov vil rigtig gerne i kontakt med dem, der har ideer.