Fortsæt til indhold

Her får kendt urmager sin sidste tur gennem sit elskede Trøjborg: 125 tog afsked med Mogens Hestbek

I mere end 40 år drev Mogens Hestbek sin urmagerforretning på Trøjborg. Nu har familie, venner, naboer og kunder taget afsked med den kendte urmager, der fik en sidste tur gennem sin elskede bydel.

Samfund

Det blev en både smuk og rørende afsked, da omkring 125 mennesker onsdag 28. oktober tog afsked med urmager Mogens Hestbek, der døde lørdag 17. oktober efter længere tids sygdom.

Det fortæller hans datter Lise Juel Hestbek.

Den sidste tur gik gennem Trøjborg og op ad Tordenskjoldsgade, hvor han siden 1981 havde drevet forretningen Hestbek Ure i nummer 35.

Her gjorde følget holdt foran butikken, som gennem mere end fire årtier havde været en fast del af hans liv.

»Den sidste tur gennem Trøjborg og stoppet foran forretningen på Tordenskjoldsgade 35 var prikken over i’et. Vi er taknemlige for den store opmærksomhed, og det har virkeligt styrket vores tro på, at far var en vellidt og respekteret mand,« fortæller Lise Juel Hestbek.

Foto: Lise Juel Hestbek

Håbede på at vende tilbage

Mogens Hestbek overtog urmagerforretningen i 1981 og drev den frem til sit sygdomsforløb.

Efter et fald i sommeren 2024 gennemgik han flere genoptræningsophold, og forretningen har siden været lukket.

Trods sygdommen bevarede han håbet om igen at kunne stille sig bag disken.

»Et langt sygdomsforløb med masser af optimisme, håb og forventninger om atter at stå bag disken i forretningen blev bremset af et nyligt og uventet sygdomsforløb, som desværre fik et trist udfald,« har hans datter tidligere fortalt.

Mogens Hestbek blev 82 år gammel. Foto: Mikkel Berg Petersen
Foto: Lise Juel Hestbek

Blomster ved oldefarens mindesten

Afskeden blev også en anledning til at mindes familiens historie.

Nogle af blomsterne fra bisættelsen blev lagt ved mindestenen for landstingsmand og redaktør Harald Jensen – og ikke uden grund.

Harald Jensen, der grundlagde dagbladet Demokraten og i 1894 blev valgt som det første socialdemokratiske medlem af Aarhus Byråd, var nemlig Mogens Hestbeks oldefar.

Det fleste aarhusianere kander nok Harald Jensens Plads, der er opkaldt efter ham.

Selvom han døde, inden Mogens Hestbek blev født, spillede han en vigtig rolle i familiens fortællinger.

Mogens Hestbek voksede op med historier om sin oldefar og gav dem siden videre til sine egne børn.

Foto: Lise Juel Hestbek

Blomster fra museerne

Blandt blomsterhilsnerne var der også blomster fra Moesgaard og Den Gamle By, som begge havde stor betydning for den afdøde urmager.

Mogens Hestbek havde gennem årene haft stor interesse for arkæologi og bidrog blandt andet med viden og skitser i forbindelse med udgravninger ved Aarhus Domkirke og det nuværende Vikingemuseum.

Mogens Hestbek blev bisat fra Sankt Johannes Kirke på Trøjborg. Foto: Lise Juel Hestbek

Han havde også en tæt tilknytning til Den Gamle By, hvor han som medlem af urmagerforeningen deltog i aktiviteter og ved særlige lejligheder optrådte som urmager i museets historiske omgivelser.

Den store opbakning ved afskeden gjorde indtryk på familien. Blandt deltagerne var både tidligere og nuværende naboer samt kunder fra forretningen.

Også vejret var med urmageren på hans sidste rejse gennem Trøjborg.

»Præcis som på fars fødselsdag og den dag han døde. Det var smukt og lige i fars ånd,« siger Lise Juel Hestbek.