Kæmpe skydeterræn skal fredes, og du kan være med til beslutningen
I slutningen af november kan du komme med helt tæt på, når det store naturområde skal besigtiges.
Miljø- og Fødevareklagenævnet afholder besigtigelse og samtidigt offentligt møde i forbindelse med behandling af sagen om fredning af Hevring Hede i Norddjurs Kommune.
Fredningsnævnet for Midtjylland, østlig del, har truffet afgørelse om at gennemføre en fredning af et område på ca. 412 hektar.
Fredningssagen er rejst af Danmarks Naturfredningsforening afdeling i Norddjurs (DN Norddjurs), der har foreslået gennemførelse af en hvilende fredning, som først vil træde i kraft, når Forsvarets aktiviteter i området ophører.
Formålet med fredningen er navnlig at sikre, at områdets enestående naturværdier bevares, og at offentlighedens adgang sikres, såfremt de militære aktiviteter i området engang skulle ophøre, skriver Miljø- og Fødevareklagenævnet i en pressemeddelelse.
Miljø- og Fødevareklagenævnet skal tage stilling til fredningens gennemførelse og afgrænsning.
Besigtigelsen og det samtidige offentlige møde finder sted mandag den 30. november 2026 kl. 09.00.
Mødested er på parkeringspladsen ved Voer Færgevej 4, 8950 Ørsted.
Nævnet vil foretage besigtigelse fra bus og til fods. Deltagere i besigtigelsen sørger selv for transport i området.
Knudret forløb
Det var i februar 2024, at Fredningsnævnet afgjorde sagen og gave Hevring Hede den såkaldte ’hvilende fredning’.
Arealet er det område, hvor Forsvaret i dag har skydeterræn. Fredningen er således en såkaldt ’sovende fredning’, og det vil sige, at fredningen først træder i kraft den dag, hvor lodsejeren - i dette tilfælde altså Forsvaret, forlader området.
DN Norddjurs havde egentlig også opbakning fra den tidligere kommunalbestyrelse, som ville være med til at stille forslaget om fredning.
Det ændrede sig imidlertid efter kommunalvalget i 2021, og i juni 2022 faldt forslaget om, at Norddjurs Kommune skulle være medforslagsstiller ved en en afstemning i kommunalbestyrelsen.
Argumenterne fra modstanderne var dengang, at det ikke var op til den nuværende kommunalbestyrelse at tage stilling til noget, der måske først bliver aktuelt om mange år.
Rettidig omhu
DN besluttede dog alligevel at gå videre i kampen for at får Hevring Hede fredet.
»Vi mener, det er rettidig omhu for fremtidens naturværdi i Norddjurs. Lige nu er naturen derude jo i gode hænder hos Forsvaret, men hvem ved, hvad der sker, når de engang forlader området, hvis det ikke er fredet,« sagde daværende formand i DN Norddjurs Arne Holm-Hansen dengang til avisen.
Ønsker man at deltage i besigtigelsen og det offentlige møde 30. november, skal man tilmelde sig hos Miljø- og Fødevareklagenævnets sekretariat ved Aase Ramskov Jensen på arj@naevneneshus.dk senest mandag 23. november 2026.