Fortsæt til indhold

Man kommer ikke nødvendigvis længst ved at løbe først

Aarhus skal selvfølgelig have et velafviklet maratonløb med lokal opbakning. Men inden startskuddet, er to potentielle arrangører på kollisionskurs.

Samfund

Når man kan se, hvor svært det er for tre løbere i flok at vise hensyn til omgivelserne en almindelig morgen i Aarhus, og når man fra sidelinjen (i den grad) har fulgt både begejstringen og det omfattende arbejde forbundet med Bestseller Aarhus City Halvmarathon, bliver man forpustet blot ved tanken om, hvad det kræver at afholde et helmaraton.

Meget kan gå galt, når nogen beslutter sig for, at andre skal løbe over 42 km i samme retning og resten af byen helst skal bevæge sig i en anden. Det er der flere eksempler på.

I 2017 lykkedes det arrangørerne af Venedig Marathon at sende den førende gruppe i en forkert retning, da motorcyklen, der skulle vise vej, drejede forkert. En lokal italiener kunne derfor vinde til alles store overraskelse. To år senere blev ruten til Belfast Marathon 460 meter for lang på grund af en anden ”menneskelig fejl”, mens man i Manchester i tre år afviklede et løb på en rute, der viste sig at være 380 meter for kort. Tusindvis af løbere måtte altså konstatere, at de havde fået for lidt motion.

Længden er afgørende, men ikke alt. Også afviklingen og et hav af praktikaliteter skal spille. Det er værd at have i baghovedet, når Aarhus nu tilsyneladende skal have sit eget maraton, ja måske ligefrem to. Det er lykkedes to arrangører, Peter Hjorth fra københavnske Strata Endurance Events og Aarhus Motion, at skabe en ganske intens konkurrence, der ikke lader til at bære præg af den olympiske ånd.

Peter Hjorth stod tidligere på året bag Royal Copenhagen City Half. Der var problemer med hjemmesiden før start, flere løbere mente ikke at have set et toilet på ruten, og da de var kommet i mål, frøs flere en vis legemsdel ud af polyesterbukserne, fordi deres bagage lod vente på sig. Peter Hjorth har erkendt, at der var problemer i København, som han ikke vil eksportere til Aarhus, hvis det altså lykkes at samle tilladelser, løbere og opbakning til Royal Aarhus City Marathon, der efter planen skal afvikles 10. oktober næste år.

Aarhus skal selvfølgelig have et maratonløb. Interessen for Bestseller Halvmarathon er enorm, vi har bakkerne, skovene, bugten og de brede boulevarder, og det skulle være mærkeligt, om et løb ramte dagen, hvor letbanen ikke selv var skyld i forsinkelserne.

Vi har sågar vores eget løbemonster i skikkelse af AGF-løberen Jacob Sommer Simonsen, der har danmarksrekorden på både den fulde og den halve distance. Senest har han i Valencia forbedret sin rekord på den halve distance til 1 time og 42 sekunder, eller omtrent den tid, det kan tage at køre fra Risskov til Frederiksbjerg.

Et maratonløb skal, i den udstrækning det nu kan lade sig gøre, være en fornøjelse for dem, der deltager, en fest for dem, der ser på, og en begivenhed, som også resten af byen kan leve af og med. Det kræver samarbejde, erfaring og respekt. Det gælder for enhver arrangør, også dem, der kommer udefra. En god idé bliver ikke nødvendigvis dårligere af at være udtænkt i København. Omvendt bliver den heller ikke automatisk god, blot fordi man sætter Royal foran navnet, allerede har solgt startnumre og lover at have lært af sine fejl.

Vi kan kun glæde os over, at nogen vil noget med Aarhus. Og vi skal forlange, at de gør sig umage. Derfor vil det være en fordel, at arrangørerne, der nu lader til at være i et kapløb om at komme bedst fra start, fik afklaret, hvem der egentlig skal løbe i mål med opgaven. Måske skulle Aarhus Motion og Peter Hjort alligevel tage den kop kaffe. Det er trods alt nemmere at finde fodslag, når man sidder ned. Det ville være ærgerligt, hvis vi ender med to maratonløb, som ingen kommer i mål med.