Fortsæt til indhold

Freja frygter en ond cirkel: Mindre SU vil få elever til at falde bagud

Flere vagter på jobbet, færre timer til lektier og hånden fremme hos mor og far. Det frygter eleverne på Skanderborg Gymnasium bliver realiteten, hvis regeringen skærer i SU’en til hjemmeboende. Onsdag morgen tog de kampen op.

Samfund

»Vi forstår jo godt, at der skal være besparelser et eller andet sted, for man kan jo ikke bare trække pengene ud af ingenting. Men at ramme ungdom – at ramme uddannelse – det synes jeg ikke er svaret. Det er det forkerte sted at spare.«

19-årige Marie Hoffmann har en besked til regeringen. Onsdag morgen blev den leveret med hujen, hjemmelavede plakater og elever, der spærrede indgangene til Skanderborg Gymnasium.

I de første to moduler strejkede eleverne i protest mod forslaget om at fjerne SU’en til hjemmeboende, hvis forældrenes indkomstgrundlag overstiger cirka 710.000 kroner om året. Også unge fra familier med lavere indkomst står til at få mindre.

Ideen til aktionen fik elevrådsformand Katrine Michelsen tirsdag. Hun vendte den med rektor, som opfordrede hende til at gå videre og bakkede op om, at eleverne viste deres holdning.

Onsdag sluttede gymnasiet sig dermed til protesterne landet over. I København samledes flere tusinde elever og studerende foran Christiansborg.

»Jeg håber, det sender et signal til regeringen om, at det ikke kun er de unge i København, der er utilfredse med det forslag. Det rammer alle unge, og det betyder meget for os,« siger Katrine Michelsen.

Vi er jo over 18 år og er voksne mennesker. Så bliver man frataget muligheden for at være selvstændig og gjort afhængig af sine forældre
Katrine Michelsen, elevrådsformand

Buskort frem for cafépenge

På gymnasiet møder Din Avis også Annika Damsø Pedersen og Freja Ørrild. De går ligesom Marie og Katrine i 3.g og har svært ved at genkende billedet af SU’en som cafépenge, man snildt kan undvære.

»Hvis du bor i Galten og skal tage bussen hver dag, er det jo 500 kroner om måneden for et buskort. Der er mange forældre, der, lige så snart man fylder 18 år, mener, at så må man dække sine egne udgifter,« siger Marie Hoffmann.

For hende betød 18-årsdagen, at tøj og offentlig transport blev udgifter, hun selv skulle betale.

Katrine fortæller om klassekammerater, der betaler for at bo hjemme, og elever, som er afhængige af en bil for at komme i skole. For mange er SU’en nødvendig for at kunne betale for husleje og benzin.

»Vi kunne måske nok klare os alligevel, men vi kender andre elever, der ville blive meget hårdt ramt, fordi deres forældre ikke bare kan betale,« forklarer hun.

Eleverne på Skanderborg Gymnasium sluttede sig onsdag til protesterne mod regeringens SU-planer. For dem handler det om at have råd til både transport, fællesskab og et ungdomsliv på egne ben. Privatfoto

Lektier efter lukketid

Freja Ørrild kender regnestykket mellem skole, arbejde og penge på kontoen.

Før hun fik SU, arbejdede hun mere end 30 timer om måneden i Rema. Pengene gav mulighed for at købe tøj og være med, når vennerne lavede noget. Men vagterne havde en pris.

»Det var svært at nå at lave lektier, når jeg kom hjem klokken 10 om aftenen. Eller når jeg arbejdede i weekenderne, så var det svært at nå at lave afleveringer. Så det blev virkelig et pres mellem skole og arbejde.«

Med SU’en kunne hun drosle ned. Nu har hun mere tid til lektier og afleveringer. De cirka 1.000 kroner, hun får om måneden, hjælper hende gennem resten af gymnasietiden.

Pigerne frygter, at flere elever må skrue op for arbejdet, hvis SU’en forsvinder. Fik Annika et minut med ministeren, ville hun pege på det pres, flere arbejdstimer kan skabe.

»Jeg ville sætte fokus på, at det vil presse mange ud i at tage mere arbejde – og på den måde forsvinder deres fokus på deres uddannelse.«

Hun oplever allerede, at klassekammerater med mange vagter har svært ved at nå lektierne.

»Det er en ond cirkel. Får du ikke lavet lektier, er det svært at følge med i timerne, og så misser man meget af undervisningen.«

Det handler også om at have råd til at være med. Gymnasiefester koster penge, og pigerne understreger, at tøj også har betydning for at føle sig som en del af fællesskabet.

»Hvis man gerne vil føle, at man er med, så har man brug for at kunne købe det rigtige tøj og være med til gymfesterne, som også koster mange penge,« forklarer de.

Voksne med hånden fremme

Eleverne kan godt se en idé i at lade forældrenes indkomst spille ind. Men grænserne er sat alt for lavt, mener Annika.

»Der er jo også mange med helt almindelige indkomster, som sidder hårdt i det, og deres børn har brug for den SU.«

Samtidig handler protesten om at kunne stå på egne ben.

»Vi er jo over 18 år og er voksne mennesker. Så bliver man frataget muligheden for at være selvstændig og gjort afhængig af sine forældre,« siger Katrine.

Forslaget lægger op til ændringer fra januar 2028. Til den tid vil de fire 3.g-elever være færdige med gymnasiet. Alligevel valgte de at stille sig i vejen onsdag morgen.

»Vi strejker jo på en måde også for dem, der kommer efter os,« siger Freja Liva Ørrild.

»Så vi udnytter, at vi har en stemme og kan være med til at råbe politikerne op.«