Kommunen inviterer til debat: Hvor er det bedst at placere nye energianlæg?
Randers Kommune vil være selvforsynende med grøn energi i 2045, men det kræver mere end dobbelt så meget vedvarende energi som i dag.
Senest i 2045 skal Randers Kommune være 100 procent selvforsynende med grøn energi.
Det har byrådet besluttet, og selvom Randers allerede er en af de kommuner i landet med den største produktion af vedvarende energi, er der stadig et stykke vej til målet. Faktisk skal der produceres over dobbelt så meget vedvarende energi som i dag, hvis kommunens samlede energibehov skal dækkes.
Med andre ord er der brug for både nye vedvarende energianlæg og udskiftning af nogle af de eksisterende, hvis målet skal nås. Derfor er der nu skudt gang i en debat, hvor alle kan komme med input til en plan for udviklingen af den vedvarende energi.
Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Her kan du komme med dine input
Den kommende plan bliver et tillæg til kommuneplanen og skal blandt andet vise, hvor der ikke kan placeres større energianlæg, hvor kommunen ønsker at undersøge mulighederne nærmere, og hvilke hensyn der skal tages ved planlægningen af nye anlæg.
Men før planen bliver lavet, får alle mulighed for at komme med bemærkninger, idéer og forslag.
Det kan for eksempel være viden om særlige lokale forhold, forslag til placering af nye anlæg eller idéer til, hvordan der kan tages bedst muligt hensyn til naboer, natur og landskab, og hvordan energianlæggene samtidig kan skabe værdi for lokalområderne.
Forvaltningen rykker nemlig ud med en mobilvogn flere steder i kommunen.
Her er der kaffe på kanden, og alle er velkomne til at kigge forbi til en snak om planerne. Du kan stille spørgsmål, komme med idéer og fortælle, hvad du mener, kommunen bør være opmærksom på i det videre arbejde.
Du kan møde repræsentanter fra forvaltningen her:
- 11. november klokken 13-17 ved Spar i Fårup
- 16. november klokken 13-17 ved Brugsen i Havndal
- 18. november klokken 14-18 på parkeringspladsen ved Bane Alle i Spentrup
- 20. november klokken 13-18 foran grøn indgang ved Randers Storcenter
- 1. december klokken 13-17 ved Brugsen i Gjerlev
- 3. december klokken 13-17 ved Rema 1000 i Langå
Fordebatten om vedvarende energianlæg foregår fra 4. november til 16. december.
Når den er afsluttet, samler forvaltningen alle input og præsenterer dem for byrådet. Herefter udarbejder forvaltningen et forslag til den nye plan, som også kommer i offentlig høring, inden byrådet tager endelig stilling til den.
Du finder høringsmaterialet og kan afgive høringssvar på Randers Kommunes hjemmeside.