Milliardær går ind i Aarhus Airport: Millionhandel skal sikre driften
Anders Holch Povlsens selskab Heartland køber bygninger og arealer af Aarhus Airport, som skal leje dem tilbage. Handlen skal skaffe penge til den økonomisk pressede lufthavn.
Aarhus Airport sælger den resterende del af lufthavnens bygninger og arealer til Anders Holch Povlsens selskab Heartland for 90 millioner kroner.
Det oplyser Aarhus Airport torsdag morgen i en pressemeddelelse.
Aftalen betyder, at Aarhus Airport får frigivet penge til at opretholde driften ved at sælge ejendommene. Derefter lejes de tilbage fra Heartland til lufthavnen. Lufthavnsselskabet fortsætter altså med at stå for driften.
»Vi har indgået en aftale om at købe de bygninger og arealer, som Aarhus Airport igennem længere tid har ønsket at finde en køber til for at styrke økonomien i driftsselskabet. Det er vigtigt for os at være tydelige om, at vi ikke overtager lufthavnen eller driften af denne,« siger Kasper Reggelsen, kommunikationschef i Heartland, og fortsætter:
»Ruter, service, passageroplevelser og den generelle udvikling af lufthavnen vil fortsat ligge hos Aarhus Airport, som er ejet af de tre, østjyske kommuner. Vi ser selvfølgelig positivt på, at ejendomsaftalen kan bidrage til at skabe et bedre økonomisk grundlag for at bevare en velfungerende lufthavn, som kan benyttes af borgere og virksomheder i området og af forsvaret.«
Aarhus Byråd behandlede onsdag aften aftalen på et lukket møde. Tidligere på ugen nikkede byrådene i Syddjurs og Norddjurs kommuner ja til handlen på lukkede, ekstraordinære byrådsmøder.
Ejendomshandlen med Heartland sker i forlængelse af lufthavnens tidligere frasalg af flyoperative anlæg, arealer og bygninger til Forsvaret i december 2025.
Bestyrelsesformand i Aarhus Airport, Lars Dige Knudsen, har i årevis jagtet private penge, og han glæder sig over aftalen med Heartland.
»Vi er glade for aftalen med Heartland. Salget af bygninger og arealer er et ansvarligt skridt for den fortsatte drift og udvikling af lufthavnen. Aftalen ændrer ikke på vores opgave: Vi driver og udvikler Aarhus Airport - og det bliver vi ved med,« siger han.
Presset på økonomien
Handlen kommer efter flere års jagt på privat kapital og gentagne økonomiske redningsaktioner fra lufthavnens ejerkommuner, Aarhus, Norddjurs og Syddjurs.
I årsregnskabet for 2025 advarede ledelsen om væsentlig usikkerhed om lufthavnens evne til at fortsætte driften efter 13. december 2026. Den fortsatte drift var afhængig af en planlagt ændring af kapitalgrundlaget og tilførsel af penge, stod der.
Lufthavnen havde i 2025 et underskud på 36,9 millioner kroner.
Da ejerkommunerne i 2022 skød tilsammen 200 millioner kroner (hvoraf de 190 kom fra Aarhus) i lufthavnen, fulgte et krav om at hente privat kapital.
Siden har flere investorforløb været tæt på en aftale uden at føre til en endelig investering. Blandt andet forhandlede lufthavnen i 2025 med amerikanskejede Fairchild Denmark, der dog bakkede ud af forhandlingerne. Angiveligt efter, at konkurrerende jyske lufthavne havde klaget til EU-kommissionen over konkurrenceforvdridning pga. kommunernes økonomiske støtte til Aarhus Airport.
Nu bliver Heartland en del af løsningen på lufthavnens økonomiske kvaler gennem købet af ejendommene.
Ejendomshandlen med Heartland omfatter lufthavnens terminal, hotel, parkeringsområder og de resterende arealer omkring den civile del af lufthavnen nord for lufthavnens hovedbane.
Der er udelukkende tale om en ejendomshandel, så Aarhus Airport er fortsat 100 procent kommuneejet af Aarhus Kommune (90%), Norddjurs Kommune (5%) og Syddjurs Kommune (5%).
Heartland oplyser, at handlen betyder, at den igangværende terminaludvidelse bliver færdiggjort.