Fund af insekter: Netto tilbagekalder chokoladejulemænd
To slags chokoladejulemænd solgt i Netto over hele landet skal afleveres tilbage eller smides ud.
Salling Group tilbagekalder Curré Julemænd og Curré Mælkefyldte Julemænd, efter at der er fundet insekter i partiet.
Det oplyser Fødevarestyrelsen fredag.
Insekterne gør produkterne uegnede som fødevarer. Kunder, der har købt chokoladejulemændene, bør derfor enten aflevere dem i butikken, hvor de er købt, eller kassere dem.
Tilbagekaldelsen gælder følgende partier:
- Curré Julemænd: Lotnummer L26F24205 og EAN-nummer 8724900528748.
- Curré Mælkefyldte Julemænd: Lotnummer L26U01213 og EAN-nummer 8724900528762.
Begge har holdbarhedsdatoen 29. februar 2028 og er solgt i Netto-butikker i hele landet.