Norddjurs vil sætte fokus på uddannelse
Norddjurs Kommune har i øjeblikket fem pædagogiske assistent-elever, men sigter mod 10 i 2027.
Når både unge mennesker og brancheskiftere skal vælge en uddannelse, er der mange steder at kigge hen. Derfor var Norddjurs Kommune til stede på dette års uddannelses- og jobmesse for at skabe opmærksomhed omkring uddannelsen til pædagogisk assistent.
Som pædagogisk assistent-elev bliver man ansat i Norddjurs Kommune. Uddannelsen veksler mellem skole- og praktikophold. Man kan komme i praktik i både vuggestue, børnehave, SFO og specialtilbud. Uddannelsen tager cirka to år og halvanden måned.
»Vi vil gerne have endnu flere i gang med at tage uddannelsen, da vi har brug for uddannede hænder til at skabe miljøer, hvor børn og unge ses, lærer, trives, deltager og tør livet,« udtaler Lise Svane, aftaleholder i Norddjurs Kommune, og fortsætter:
»Vi skal i 2027 i alt have 10 elever i Norddjurs Kommune, mod de fem vi har nu. Derfor er det også vigtigt for os at få skabt mere opmærksomhed omkring uddannelsen, så vi forhåbentligt kan få endnu flere ansøgere, når vi to gange om året, i marts og september, søger nye elever. Til messen kan deltagerne også møde både en uddannet pædagogisk assistent og en pædagogisk assistentelev, der kan gøre dem endnu klogere på, hvordan hverdagen er, når man er enten færdiguddannet og i job eller studerende i skole og praktik.«
Norddjurs Kommune deltog, heriblandt Skole- og dagtilbudschef Thomas Olesen og aftaleholder Lise Svane, på uddannelses- og jobmessen på Søren Kanne Skolen, afdeling Søndre, torsdag 5. november.