Wassim Hallal knust efter stort vintyveri: De flasker skal bare DØ
Vintyve har udnyttet en sikkerhedsbrist på Frederikshøj Kro, som indehaver Wassim Hallal ikke engang selv kendte til. Spørgsmålet der står tilbage er: Hvor havde tyvene deres informationer fra?
Wassim Hallal er dødærgerlig over, at tyve er lykkedes med at hive vin for omkring en million kroner ud af restauranten via en lille, blind vinkel i alarmsystemet. Foto: Benny Kjølhede
»Det er uvirkeligt at forestille sig, at et voksent menneske kan være kommet ind der, men det er fandme det, der er sket.«
Wassim Hallal, indehaver af Frederikshøj Kro, kan stadig ikke helt tro det syn, der mødte ham torsdag morgen i restauranten på Oddervej i Aarhus.
Det er dette lille hul i en i forvejen smal rude, en af tyvene er krøbet ind igennem. Privatfoto
I løbet af natten var det lykkedes tre tyve at udnytte et hul i sikkerhedssystemet til at komme ind i restauranten. Først ved at skære et mindre hul i en rude, og derefter ved at slange sig indenfor lige nøjagtig på det sted, hvor alarmens sensor havde en blind vinkel.
Annonce
»De har haft cirka halvanden meter, hvor de kunne krybe rundt på gulvet uden at sætte alarmen i gang. Der har de så brugt tre timer på at udvælge vin fra vores rødvinsskab og liste det ud gennem vinduet,« fortæller Wassim Hallal, der ikke selv anede, at der var en svaghed i sikkerhedssystemet.
En grim smag i munden
Det er ikke de allerdyreste flasker, tyvene har fået adgang til. De befinder sig nede i vinkælderen, der er sikret som et andet Fort Knox.
Men oppe i restauranten står henholdsvis et hvid- og et rødvinsskab med prøver på de flasker, der findes i kælderen. Og det er her tyvene har forsynet sig.
Efter at være kommet ind gennem vinduet, har tyven smadret hul i vinskabet, og derefter krøbet frem og tilbage langs gulvet for ikke at sætte alarmen i gang. PrivatfotoDer er tale om dyre vine og Wassim Hallal har offentliggjort en liste over alle de flasker, der er forsvundet i et forsøg på enten at få flaskerne igen, eller i det mindste besværliggøre videresalget af dem. Privatfoto
Værdien er ikke gjort endeligt op endnu, men i runde tal vurderer Wassim Hallal, at der er stjålet vin for en million kroner.
Han har offentliggjort en liste i et håb om, at vinkendere vil være opmærksomme, hvis de bliver tilbudt at købe nogen af flaskerne.
»Jeg håber selvfølgelig, at det kan lykkes at finde frem til nogle af dem, men ellers har jeg det sådan, at så skal de her flasker bare DØ! Forstået på den måde, at dem der har stjålet dem, skal brænde inde med dem uden at kunne afsætte dem,« fastslår Wassim Hallal.
Annonce
Har du selv en idé om, hvordan hælermarkedet for dyr vin fungerer, og om det bliver i Danmark eller ryger til udlandet?
»Nej, det ved jeg sgu ikke noget om. Der er sikkert en eller anden mellemhandler, som har nogle rige kunder, og når de så er handlet den vej, så er de ligesom vasket rene.«
Uanset hvilke ganer vinen ender i, så tror Wassim Hallal, at den ender med at give en grim smag i munden – også sådan helt bogstaveligt.
»De flasker har jo ligget stille i et skab de seneste 17 år. Når de så bliver rystet rundt i bæreposer og om bag i en bil, så bliver standen ikke ligefrem bedre. Jeg tror, de er endt med at ødelægge vinen,« vurderer han.
Annonce
Var det et ”inside job”?
Tilbage står spørgsmålet: Hvordan kunne tyvene vide, hvor de blinde vinkler i alarmsystemet var? At det var lige præcis dér, man kunne gå ind uden at få det det hele til at bimle og bamle?
Wassim Hallal ved det ikke, men han føler sig overbevist om, at tyvene ikke er nogen, han har tæt inde på livet.
»Det kan være, jeg er naiv, men jeg har så gode mennesker omkring mig, at jeg ikke kan forestille mig nogen være indblandet i det her. Det virker også alt for organiseret og professionelt til, at det kan være menigmand, der står bag.«
Men spørgsmålet er vel, hvor tyvene har deres informationer fra?
»Ja ... Det kan jo være håndværkere, tidligere ansatte, gæster. Hvem ved? Jeg vil faktisk helst ikke spekulere på, hvor de har fået deres viden fra.«
Wassim Hallal kan se på overvågningen, at tyvene har båret vinen ind i skoven, hvor de formentlig har haft en bil holdene. Foto: Benny Kjølhede
Under alle omstændigheder er sikkerhedshullet lappet nu.
»Vi har fået overvågning op inde i restauranten og flere sensorer udenfor, så der ikke er flere blinde vinkler. Det hele er gennemgået af en ekspert,« fortæller Wassim Hallal.
Var der noget af vinen, der havde særlig betydning for dig?
»Ja, nogle af flaskerne har jeg haft med mig hele min karriere, siden jeg begyndte at samle på vin som kokkeelev. Det er ikke flasker, jeg bare kan gå ud og erstatte.«
Østjyllands Politi bekræfter over for avisen, at sagen er under efterforskning. Det er dog ikke muligt på nuværende tidspunkt at sige noget nærmere om fremgangsmåden under tyveriet, og hvorvidt der er tale om organiseret kriminalitet.
Annonce
Annonce
Her ville vi gerne have vist mere indhold
For at vise dette indhold fra Facebook skal vi bruge dit samtykke til at anvende cookies.
Det giver du ved at klikke på knappen nedenfor og derefter vælge “Tillad alle”.