Fødselsdage og julefrokoster må vente. I den her weekend har familien en frivillig aftale
Når Brix Mini Cup samler børn til fodbold i Auning, stiller flere familier op med tre generationer af frivillige. Fællesskabet, børnenes glæde og stoltheden over at skabe noget sammen får dem til at vende tilbage år efter år.
Fejring af familiefødselsdage må finde en anden dato. Julefrokoster ligeså. Og en rejse til udlandet skal helst heller ikke komme på tværs.
For i flere familier i Auning er der en weekend i kalenderen, som allerede er afsat, når årets øvrige aftaler skal på plads. Her skal de hjælpe til ved Brix Mini Cup.
»Vi sørger i hvert fald for, at familieweekender, fødselsdage og julefrokoster ikke ligger på de dage,« lyder det med latter omkring bordet i Auning Idræts- og Kulturcenter.
Hjertet og sjælen i Brix Mini Cup er frivillighed. Derfor har vi sat nogle af dem – de frivillige – i stævne for at høre, hvorfor de stiller op år efter år.
Egentlig troede vi blot, at der ville dukke en enkelt familie op, men skydedørene ind til centeret bliver ved med at gå op og gøre plads til flere.
Det siger nok allerede en hel del om den ånd, der spiller med, når det 20.-22. november igen går løs i centerets to haller.
For børnene skal bare have lov at spille fodbold, men rundt om banerne skal en hel del andre ting også lykkes.
Gæster skal finde en parkeringsplads, hold skal vises til rette, og der skal være hænder til opgaver i både caféen og hallerne.
Bag det hele står omkring 80 frivillige.
Flere af familierne hjælper til med tre generationer, og for dem er stævnet blevet en fælles tradition, som både bedsteforældre, forældre og børn har et forhold til.
Det fortæller de, da vi sidder omkring bordet. Her starter et enkelt spørgsmål om, hvorfor de egentlig stiller op, en gedigen talestrøm, som hastigt spreder sig som ringe i vandet.
For nemhedens skyld har vi derfor forsøgt at samle snakken til én fortælling om, hvorfor stævnet for de mindste fodboldspillere har så stor betydning.
Det sætter en af de yngre deltagere rundt om bordet ord på. Han er selv blevet for gammel til at deltage i stævnet, der rummer ungdomsrækkerne U5-U14, men det betyder jo ikke, man skal stoppe. Tværtimod.
»Jeg har selv haft virkelig mange gode oplevelser, når jeg har deltaget og spillet med. Jeg synes, det er ret vigtigt at kunne give noget igen og være en af dem, der er med til at skabe de gode oplevelser og sørge for, at alle har nogle gode dage i hallen.«
Giver stjernestunder
Det er da også ofte sådan, det starter. At man er med som deltager, eller man er med som forælder og ser et stævne, der afvikles flydende og med frivillige, der gør et stort nummer ud af, at gæsterne skal føle sig velkomne og altid ved, hvor de kan finde svar på praktiske spørgsmål.
Når børnene bliver for store til at deltage, slutter det derfor heller ikke nødvendigvis for forældrenes engagement.
»Du føler dig ikke forpligtet, men du stiller op som frivillig, fordi du har lyst til det. Også selv om du ikke nødvendigvis har din daglige gang i hallen eller i idrætsforeningen, så er man velkommen i det store fællesskab, der også er blandt de frivillige,« lyder det fra den voksne generation.
Omkring bordet falder fortællingerne på kryds og tværs. Én fremhæver stemningen, en anden børnenes begejstring, en tredje glæden ved at være en del af noget, der lykkes.
Begrundelserne supplerer hinanden, og netop fællesskabet går igen.
Her kan man være med, selv om man hverken spiller fodbold eller har et barn på et af holdene. Det afgørende er lysten til at bidrage.
Samtidig er det tydeligt, at de frivillige får noget igen. Det kommer frem, så snart snakken falder på børnene.
De fortæller om små spillere, der jubler og glæder sig, og om oplevelser, som bliver ved med at fylde, længe efter at den sidste kamp er fløjtet af. Om indløb med lys og høj musik, klapsalver fra tilskuerne og følelsen af at være noget ganske særligt.
»Selvom man spiller C-rækken for en fjerdeplads, så er man stjerne for en dag. De små spillere føler virkelig, de er topspillere i det her stævne, som godt nok er langt ude på landet, men hvor der er hjerte og sjæl. Det er det, Brix Mini Cup kan. Og det er det, der for mig gør det anderledes end alle mulige andre stævner,« noteres det fra den ældste generation her rundt om bordet.
Tårer i øjnene
Ved et andet bord ved siden af de frivillige sidder Bent Brix og Jeppe Friis, som var med til at starte Brix Mini Cup og stadig er blandt arrangørerne.
De har hørt mange fortællinger om stævnet gennem årene, men de frivilliges ord her gør alligevel indtryk.
»Vi sidder næsten med tårer i øjnene, når vi hører de her historier. Det handler om et sammenhold, der rækker ud over stævnet. De frivillige her går ikke bare forbi, hvis de ser et stykke skrald, der er smidt på gulvet. Så samler de det op, fordi det, vi er fælles om, det passer vi også på. Det er ejerskab, og det er der rigtig mange i Auning, der føler. Både til stævnet og til byen,« siger Bent Brix og Jeppe Friis.
Rigtige helte
Stoltheden over at høre til bliver særlig synlig, når de fælles hjælpertrøjer kommer på. Så er man en del af stævnet, uanset alder og opgave.
Det er også en af de ting, de unge frivillige fremhæver. At ens indsats bliver værdsat, og man mærker, at netop ens eget bidrag er en vigtig brik til det puslespil, der giver det samlede billede af Brix Mini Cup.
Den stolthed følger med hjem, når weekenden er forbi. Som en af de frivillige fortæller:
»Jamen, jeg har gemt alle mine medhjælper-t-shirts. En af dem, jeg husker bedst, er den hvor der står: ’Rigtige helte bruger ikke kappe. De er frivillige.’«