Fem kroners vanvidskupon endte i vild jubel: Henning fra Mørke ramte 25 rigtige på oddset
Da Leverkusen søndag aften slog Køln, udløste det vild jubel i et hjem i Mørke, hvor et lettelsens suk også kunne drages.
Seks dygtige oddsere kunne i weekenden glæde sig over gevinster takket være kuponer med ekstra mange kampe på Oddset. Og en af dem ramte endda årets højeste odds via en kupon på vanvittige 25 kampe.
Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.
Og manden, der havde set lyset i de 25 kampe, var såmænd en mand ved navn Henning fra Mørke på Djursland. Det skriver tipstjenesten.
Hans 25 kampe gav tilsammen et odds på ikke mindre end 18.251. Indsatsen var godt nok kun fem kroner, men gevinsten var helt ok: 91.258 kroner.
Ifølge Danske Spil har han heller ikke noget imod at fortælle om sin kupon og om taktikken, der ligger til grund for den store gevinst. For det er slet ikke nogen hemmelighed.
»Jeg har ikke noget at skjule. Jeg vandt, fordi de kampe, jeg spillede på, de gik hjem,« siger han og forklarer:
»Jeg spiller kun på favoritterne, og på dem, som jeg tror på. Hold, der ligger i toppen. Dem, jeg er lidt i tvivl om, de får et mål i forvejen,« fortæller han med henvisning til de handikaptegn, han havde taget med på fem ud af 25 kampe på sin vinderkupon.
Sad med to iPads
Han spillede kuponen tirsdag i sidste uge, og derefter var det bare at sætte sig til rette i sofaen.
»Du kan tro, jeg følger med undervejs. Jeg sidder med mine to iPads og min telefon og ser kampene. Og det bliver jo mere og mere spændende undervejs,« fortæller han.
Den første af de 25 kampe var Galatasarays sejr over Stuttgart tirsdag aften. Den 25. og sidste var Køln - Leverkusen i går søndag, hvor tjekkiske Patrik Schick scorede til 2-0 i det 85. minut i en kamp, der endte 2-1.
Heldigvis for Henning fra Mørke, så endte de begge, ligesom de 23 kampe imellem, akkurat som han havde forudset.
Og derfor kunne Henning drage et lettelsens suk og juble højlydt, da den sidste kamp blev fløjtet af tidligt søndag aften.
»For dælen, det var lækkert. Konen og jeg fejrede det, og da jeg sagde det til børnene, så svarede de: ’Så skal vi have større julegaver i år,’ så det er nok det, nogle af pengene skal bruges til,« fortæller den dygtige oddser med et grin.
Hos Danske Spil letter man også på hatten i respekt for Henning og de øvrige dygtige oddsere og deres multikuponer.
»Respekt! Det er flot gået. Vi ser jævnligt, at vores kunder på Oddset forsøger at ramme høje odds ved at sætte mange kampe på den samme kupon, og det sker som regel også flere gange om ugen, at en lang multikupon giver gevinst. Men en vinderkupon med 25 kampe hører absolut til sjældenhederne, og at vi så ser to på samme dag, det tror jeg aldrig, vi har prøvet før,« siger oddssætter hos Danske Spil, Mathias Reimer Larsen.