Fortsæt til indhold

Landsby kan stå uden købmand: Peter stopper senest om to år

Efter halvandet år med lange arbejdsdage og næsten ingen tid med familien har købmand Peter Olsen sat en slutdato for sit arbejdsliv i Nimtofte. Senest om to år vil han hjem til Sjælland.

Samfund

Klokken 7.30 tændes lyset hos Min Købmand på Torvet i Nimtofte. Men allerede klokken 5.30 møder købmand Peter Olsen ind for at gøre butikken klar til dagens dont og de første kunder.

De første kommer tidligt, fortæller han. Nogle skal have morgenbrød, andre handler ind til senere på dagen.

Min datter er i øvrigt gravid igen

En kunde henvender sig venligt til Deres udsendte.

»Er du lige ude og skrive om vores købmand? Du skal vide, at vi borgere er stolte af butikken,« siger han, før han går videre.

»Lige nu er det nemt at være ved kassen, men vi har tidspunkter i løbet af ugen, hvor køen er lang, og det kan godt få en medarbejder til at gå i panik.

Som jeg siger til mine ansatte: I skal bare kigge på kunden, I betjener, og ikke dreje hovedet til højre – så fornemmer I ikke, hvor lang køen er,« siger Peter Olsen.

Peter Olsen er blevet morfar, og det har styrket længslen efter at komme hjem til familien på Sjælland. Foto: Lars Norman Thomsen

To år maks.

Nu har den 58-årige købmand imidlertid gjort det klart, at hans tid i Nimtofte bliver begrænset. Han regner med højst at fortsætte i to år endnu, før han afleverer nøglerne og flytter hjem til huset i Asnæs i Odsherred Kommune, hvor familien bor.

Han har stort set ikke været hjemme, siden han begyndte i Nimtofte for halvandet år siden.

Flere forhold spiller ind, forklarer han. Det vigtigste er familien.

»Jeg elsker fortsat at være købmand og hjælpe kunderne til at få det, de kommer efter, men jeg indrømmer, at det trækker meget i mig at være tættere på familien.«

Han blev morfar i 2025, og familien er på Sjælland. Samtidig er der et barnebarn mere på vej.

»Min datter er i øvrigt gravid igen,« siger han og smiler.

Han glæder sig til, at familien kommer til Nimtofte for at fejre jul sammen med ham.

Peter Olsen er på fra den tidlige morgenstund og til sidst på dagen. Om maksimalt to år vender han hjem til Sjælland. Foto: Lars Norman Thomsen

Arbejde, spise, sove

Peter Olsen bor til leje i den gamle købmandsbutik i Nimtofte. Hans kone, Lone, er i Nimtofte hver anden uge i tre dage og hjælper til i butikken. Hun arbejder selv hos Min Købmand i Røsnæs ved Kalundborg og passer ellers parrets hus og have i Asnæs.

»Jeg bor til leje i byens gamle købmandsbutik lige over for Min Købmand. Det er et dejligt sted med en fin husleje. Jeg har ikke større udgifter, fordi jeg ikke har tid til andet end arbejde, spise og sove.«

Han fortæller, at arbejdsdagene er lange. Dagen begynder tidligt og slutter sent.

»Jeg er træt efter en lang dag, og mit mål om, at jeg både skulle åbne og lukke butikken hver dag, kan jeg desværre ikke opfylde. Det er umuligt.«

Han lægger ikke skjul på, at han fortsat trives i rollen som købmand.

»Jeg elsker at være i butikken og tale med kunderne. Det er gode mennesker, der bor i Nimtofte og den nærmeste omegn.«

Dagrofa jagter afløser

At Peter Olsen allerede nu sætter en tidshorisont på sin afgang, betyder også, at Dagrofa er begyndt at arbejde på at finde en ny købmand til Nimtofte.

Der har ifølge Peter Olsen allerede været flere henvendelser fra mulige interesserede.

Heriblandt et par yderst seriøse, som han troede kunne føre til noget, men det lykkedes ikke.

Projektchef Hans Meldgaard, Dagrofa, bekræfter, at der endnu ikke er en afløser på plads.

»Vi har ikke nogen lige nu og her, men vi tror fortsat på butikken og er sikre på, at vi finder en ny købmand til Nimtofte,« siger Hans Meldgaard.

Han vurderer, at der stadig er et tilpas stort kundegrundlag i Nimtofte og lokalområdet til en Min Købmand.

»Det sagde vi allerede, da byen ved egen hjælp skabte grundlaget for en butik ved at købe den tidligere brugs, og nu har Peter vist vejen. Der er fortsat uopdyrkede muligheder for at øge omsætningen, og for den eller de rette personer er der oplagte muligheder for at komme godt i gang,« siger Hans Meldgaard.

Ifølge Dagrofa er der tale om en butik med udviklingsmuligheder, men også et arbejdsliv, der kræver mange timer.

Hans Meldgaard peger på, at det især i opstartsfasen er nødvendigt at lægge mange timer i butikken, før der på sigt kan blive mere tid til andet.

Der er en risiko

Der er en risiko for, at Peter Olsen rejser hjem til Sjælland, før der er fundet en afløser. Dermed kan Nimtofte stå i en situation, hvor butikken mangler en købmand i en periode.

Hans Meldgaard afviser, at en gruppe lokale borgere kan være en holdbar løsning som drivkraft bag butikken.

»Det er urealistisk,« siger han.

»I hvert fald over et længere stræk.«

Han understreger, at der skal findes en ny købmand til butikken – med streg under skal.

Butik med potentiale

Peter Olsen åbnede Min Købmand i Nimtofte 2. maj 2024.

Butikken blev til, efter at byen mistede sin brugsforening i 2022, og en lokal borgergruppe sammen med Nimtofte Borgerforening og Distriktsråd arbejdede for at få en ny dagligvarebutik i byen.

Borgerne købte 360 anparter á 2.500 kroner og skaffede dermed 900.000 kroner til køb og renovering af butik og lager.

Projektet fik desuden 200.000 kroner fra fonde, blandt andre Landsbyfonden, og et lån på 300.000 kroner fra lokale Thorsen I/S, dengang kendt som Brdr. Thorsen I/S.

I dag drives butikken som Min Købmand i samarbejde med Dagrofa, mens Nimtofte Købmandsgård ApS stiller butik og lager til rådighed.

Peter Olsens mål var en årlig omsætning på 15 millioner kroner. Han ligger lige nu på godt ti millioner, men han vurderer, at en ny købmand kan bygge videre på det arbejde, der allerede er lagt.

Han peger blandt andet på, at der stadig er forretningsområder, som ikke er fuldt udviklet eller taget i brug.

Det gælder blandt andet et koldt køkken, som er meget efterspurgt.

»Det kræver, at du enten selv ved noget om delikatesse eller har en medarbejder, der gør,« siger Peter Olsen.

Her nævner han blandt andet smørrebrød, sandwich, salater, kolde forretter, pålæg og kolde desserter som muligheder i et koldt køkken.

»Jeg har ikke tiden til det, og det kræver også noget. Derfor vil en delikatessemedarbejder være afgørende,« siger han.

Butikken har også et potentiale i turister, sommerhusejere og kunder fra områderne omkring Djurs Sommerland og Lübker Golf Resort. Desuden ligger der en OK-tank ved butikken.

Der har ifølge Peter Olsen allerede været flere henvendelser fra mulige interesserede.

Heriblandt et par yderst seriøse henvendelser, som han troede kunne føre til noget, men det lykkedes ikke.

Hvem tager over?

Peter Olsen understreger, at han foretrækker rollen som selvstændig købmand under Dagrofas model.

»Jeg foretrækker bestemt at være selvstændig købmand og selv være herre i eget hus under de principper, som Dagrofa har opstillet.«

En ny købmand skal ikke overtage det anpartsselskab, Peter Olsen oprettede ved sin start i Nimtofte.

»Nej, en ny købmand begynder for sig selv og ansættes af Dagrofa, ligesom jeg blev det.«

Når han stopper, skal der laves en aftale om varelageret, mens hans eget indskud følger med tilbage til Sjælland.

»Når jeg stopper, skal jeg have mine 200.000 kroner med til Sjælland, og så skal der laves en aftale om varelageret i butikken. Jeg forestiller mig, at en ny købmand går direkte ind og overtager.«

Nu er spørgsmålet, hvem der skal føre historien videre, når Peter Olsen inden for højst to år vil hjem til Sjælland?

»Han eller hun får en fin butik,« siger den rutinerede købmand.