13.000 aarhusianere blev begravet under rådhuset
Søndre Kirkegård blev anlagt som en nødvendig løsning på pladsmangel og dårlige forhold ved byens ældre kirkegårde. Den blev nedlagt i 1947.
Rådhusparken bliver dagligt flittigt besøgt. Her i de kolde måneder er det nok mest som en smutvej mellem Frederiks Allé og Park Allé, men i foråret pynter tusindvis af hvide og lilla krokus parken, om sommeren er det et yndet sted at slå sig ned på et tæppe, og under festugen er parken fyldt med forskellige aktiviteter.
Det er dog nok de færreste, der på turen gennem parken tænker over, at jorden under deres fødder i over et århundrede rummede de jordiske rester efter tusindvis af aarhusianere.
Her i november er det hundrede år siden, at den sidste begravelse fandt sted på det, der dengang hed Søndre Kirkegård.
Ungmøen indviede kirkegården
Kært barn har mange navne, og gennem årene er Søndre Kirkegård blevet omtalt som blandt andet Den Gamle Kirkegård, Assistents Kirkegård og Almen Kirkegård. Da den blev indviet 2. november 1818, blev den i Århus Stiftstidende dagen efter blot omtalt som byens nye kirkegård: ”Byens nye Kirkegaard udenfor Brobjergporten blev i Gaar, da det første Liig, en ungmøe i sin favreste Rosenalder, begravedes derpaa, høitideligen indviet af Hs. Høiærværdighed Biskoppen.”
Ungmøen var den blot 15-årige købmandsdatter Ane Schmidt. Hun var født ind i to af byens ledende købmandsfamilier, Schmidt på farens side og Kaarsberg på morens side. Hun var opvokset og døde på familiens købmandsgård i Vestergade 6. Ane kunne formodentlig have set frem til et liv, hvor hun blev godt gift – altså gift med en forholdsvis velhavende mand af en god slægt. Sådan kom det ikke til at gå, og som så mange andre på denne tid, døde hun alt for tidligt.
At Søndre Kirkegård blev Anes og mange andres sidste hvilested, var egentlig ikke planen. I starten af 1800-tallet var byens små kirkegårde omkring Domkirken, Vor Frue Kirke og Skt. Olufs Kirke ved at være fyldt op, og det var ligeledes netop blevet forbudt at begrave folk inde i selve kirkerne. Man måtte derfor søge uden for byen, da den næste kirkegård skulle anlægges. I 1813 kunne man i Aarhus derfor indvie Assistens Kirkegård på Amtsmandstoften, hvor vi i dag har rutebilstationen. Denne kirkegård skulle have været byens nye hovedkirkegård, men det viste sig hurtigt, at området ikke var egnet. Grundvandet stod højt, og fra 1814 blev der brugt store beløb på at dræne det vandholdige område for at undgå, at ligene ’druknede’. Blot tre år efter den blev anlagt opgav man kirkegården igen.
Forstyrret gravfred
Efter at det stod klart, at den første Assistens Kirkegård ikke ville fungere, søgte man efter nye og mere højtliggende placeringer. Valget faldt på Bispetoften lige udenfor Brobjerg Port ved landevejen mod Horsens og Skanderborg, nuværende Frederiks Allé. Den nye kirkegård fik også navnet Assistens Kirkegård, da den skulle assistere de allerede eksisterende kirkegårde.
I årene umiddelbart efter kirkegårdens indvielse lukkede byens andre kirkegårde, og fra 1828 til 1876, hvor Nordre Kirkegård blev indviet, var Assistens Kirkegård byens eneste kirkegård. Herefter blev kirkegården primært omtalt som Den Gamle Kirkegård eller Søndre Kirkegård.
Kirkegården var en idyllisk oase med monumentale gravsten, lindealléer og små stier. Til tider blev gravfreden dog forstyrret, hvilket utallige misfornøjede annoncer i lokale aviser vidner om. Der var klager over alt fra løse hunde og deres urenheder til uvorne børn.
Klagerne førte til, at hunde blev forment adgang på kirkegården, og i 1867 kunne man i avisen læse, at: ”Ingen Børn maa tilstedes Adgang til Kirkegaarden uden i Følge med deres Forældre eller Værger, navnlig bliver der herved forbudt Børn besøge Kirkegaarden blot under Ledsagelse af Barnepiger eller andet Tyende.”
Den helt store trussel mod gravfreden var dog blomstertyveri. Igen og igen rasede aarhusianerne over tyveriet, og et indlæg fra 1877 vurderer, ”... at der blandt Almuestanden, hersker en mangelfuld opfattelse af det Forbryderiske ved slige Tyverier, der ikke maae bedømmes som almindelige Blomstertyverier, men som en skjændig Forstyrrelse af Gravfreden.” Igen i 1894 kunne man læse: ”Atter og atter begaaes der de frækkeste Tyverier paa vore Kirkegaarde. Ikke blot bortskjæres de udsprungne Blomster, men hele Buske og Træer graves op”.
Kirkegård til evig tid?
Tilbage i 1870’erne førte anlæggelsen af Nordre Kirkegård til uenigheder mellem Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet og byrådet, og her spillede Søndre Kirkegård også en rolle. Byrådet ønskede nemlig, at området skulle overgå til kommunal ejendom, når kirkegårdsfunktionen ophørte. Dette faldt Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet for brystet, da det også ville gælde Søndre Kirkegård. Tanken, at kommunen ønskede at bebygge nedlagte kirkegårde, fandt ministeriet ”saarende for den Pietet, der skyldes de i en nærmere Fortid Afdødes Hvilested, og stridende mod det Hensyn, der skyldes Følelser hos de Efterlevende. ” Byrådet holdt på sin ret og blev den 5. november 1874 enige om et svar, der lød: ”Arealet overlades Kirkerne til Begravelsesplads, men er og vedbliver at være Kommunens Ejendom”.
Sagen døde dog ikke her, da ministeriet fire år senere - i 1878 og to år efter Nordre Kirkegårds indvielse – atter henvendte sig til byrådet for at høre, om byrådet virkelig vedblev at fastholde sit standpunkt. I byrådets svar til ministeriet, som blev vedtaget den 5. december 1878, gjorde byrådet klart, at det naturligvis respekterede pietetshensynet og de efterladte, men byrådet stillede sig uforstående over for, at kommunen i ”100 eller 200 Aar derefter vare hengaaende, ikke havde Ret til at foretage nogen som helst Benyttelse af de omhandlede Arealer uden vedkommende højeste Regjerings-Autoritets Samtykke indtil evige Tider.” Byrådet imødegik ministeriet ved at foreslå en fredning af kirkegårdsarealerne på 30 år efter kirkegårdens nedlæggelse.
Ministeriets bekymring skulle vise sig at være begrundet, da en stor del af kirkegården blev sløjfet i starten af 1920’erne til fordel for anlæggelsen af Park Allé (1919-1920) og udvidelsen af Sønder Allé (1924-1925).
Fra ungmø til enke
Hvor det var en ungmø, der var den første til at blive begravet på Søndre Kirkegård, var det en enke, der blev den sidste. Sidste begravelse på Søndre Kirkegård fandt sted den 21. november 1926, da 77-årige Johanne Nielsine Petersen (født Christiansen) - enke efter slagtermester Johan Petersen - blev begravet fra Skt. Pauls Kirke. I alt nåede omkring 13.000 mennesker at blive begravet på kirkegården. Planen var nu at omdanne kirkegården til park, men i midten af 1930’erne blev kirkegårdsarealet i stedet udset til at skulle jord til byens nye rådhus. Arbejdet til dette blev påbegyndt i 1938, og den 2. juli 1941 kunne Aarhus Rådhus indvies under stor pomp og pragt.
Vi skal helt frem til den 1. januar 1947, før Søndre Kirkegård blev officielt nedlagt som kirkegård. I de foregående år var der brugt mange ressourcer på at kortlægge alle gravsteder og hente tilladelser fra de efterladte til enten at flytte gravstederne til andre kirkegårde eller helt sløjfe dem. Man kan dog stadig finde levn fra kirkegården i rådhusparkens sydlige hjørne, hvor en række gravsten er bevaret i et såkaldt lapidarium.