Bilerne skal væk: Himmelbjerget får 100 meter lang højbro
Parkeringspladsen ved Hotel Himmelbjerget bliver erstattet af skov. Nye millionbevillinger sikrer finansieringen af et projekt, der skal give besøgende bedre adgang og en ny vej gennem naturen.
Turen fra bilen til toppen af Himmelbjerget kommer til at se ganske anderledes ud i fremtiden.
Den velkendte parkeringsplads ved Hotel Himmelbjerget skal nemlig nedlægges og erstattes af skov.
I stedet skal gæsterne benytte den eksisterende skovparkering og følge nye stier, der blandt andet fører over en 100 meter lang højbro.
På midten vil broen hæve sig mere end 10 meter over det kuperede terræn.
Det oplyser Tårnkomitéen, der står bag projektet, i en pressemeddelelse.
Med nye bevillinger på hele 15,4 millioner kroner fra Nordea-fonden og 4,9 millioner kroner fra Realdania er finansieringen nu på plads. Planen er, at besøgende kan få glæde af de nye faciliteter i 2027.
»Fremover bliver oplevelsen for de besøgende endnu bedre – med mere natur og bedre adgangsforhold. Vi glæder os til at sætte spaden i jorden og komme i gang med arbejdet,« siger Tårnkomitéens formand, Peter Busck.
Længere gåtur
Skovparkeringen (der i dag kaldes P2), der hidtil har været brugt ved større arrangementer, bliver fremover den centrale parkeringsplads.
Herfra anlægges en ny adgangssti cirka 250 meter mod syd. Gæsterne får dermed længere at gå fra bilen, men hensigten er, at turen frem til Himmelbjerget samtidig bliver en større del af oplevelsen.
Brede, niveaufrie stier med grus og træ skal sammen med højbroen gøre adgangen lettere. Projektet omfatter også bedre publikumsfaciliteter på plænen og nye formidlingstiltag.
Parkeringspladsen ved hotellet fylder i dag næsten en halv hektar, og selv om området blev asfalteret i midten af det forrige århundrede, så blev det ifølge Tårnkomitéen fastholdt som et areal udlagt til skov. Nu skal træerne tilbage, og bilerne trækkes væk fra opholdsområderne.
»Det er et historisk sted, hvor kvaliteten nu løftes, og Himmelbjerget udvikles som et åbent og tilgængeligt natur- og kultursted. Den ny boardwalk og stibro skal skabe en sikker og universelt tilgængelig ankomst, mens den nuværende parkering ved toppen af “bjerget” omdannes til et grønt opholds- og publikumsområde,« siger Trine Hjort Langhorn, projektchef i Realdania.
A.P. Møller Fonden har tidligere bidraget med 15 millioner kroner til projektet, som også støttes af Friluftsrådet og Tårnkomitéen.
Arbejdet udspringer af helhedsplanen for Himmelbjerget fra 2021 og gennemføres i samarbejde med Skanderborg Kommune og Naturstyrelsen. Tårnkomitéen er bygherre på de nye adgangsforhold fra landsiden.
»På Himmelbjergets vegne og på vegne af de mange gæster, der besøger stedet, er jeg både glad og stolt over, at vi nu er i gang med at realisere endnu et element i helhedsplanen,« siger borgmester Frands Fischer (S).
Ifølge udviklingsplanen er tanken, at skovparkeringen P2 skal udvides fra 150 til 500 p-pladser skjult bag træer.
Himmelbjerget har årligt omkring 300.000 besøgende.