Aarhusiansk designhus når salgsrekord og runder 100 butikker
Designvirksomheden Bolia har i regnskabsåret 2025/26 rundet en milepæl og åbnet sin butik nummer 100.
Den danske designvirksomhed Bolia har i løbet af det seneste år åbnet nye butikker flere steder i Europa og øget sit møbelsalg til et rekordniveau.
Det skriver Bolia i en pressemeddelelse i forbindelse med virksomhedens årsregnskab, der er udkommet torsdag morgen.
Bolia blev grundlagt i Aarhus tilbage i år 2000 med hovedsæde i Værkmestergade. Og det går rigtig godt.
I regnskabsåret 2025/26 solgte Bolia således for 1,7 milliarder kroner, hvilket fremhæves som den højeste omsætning i virksomhedens historie.
Sammenlignet med året før er det en fremgang i omsætningen på fem procent.
Her udgjorde salget 1,6 milliarder kroner, hvilket også var rekord på daværende tidspunkt.
I løbet af regnskabsåret har virksomheden åbnet nye butikker i Tyskland, Frankrig, Schweiz, Sverige, Østrig og Holland.
På den baggrund har virksomheden nu rundet 100 butikker i alt, lyder det.
Ifølge Lars Lyse Hansen, administrerende direktør i Bolia, er der i regnskabsåret blevet investeret betydeligt i Bolias fremtid.
»Vi har udviklet vores design og produkter og styrket vores bæredygtighedsinitiativer,« siger han i meddelelsen.
»Samtidig har vi sat yderligere fart på den internationale ekspansion med nye flagskibsbutikker på attraktive adresser i Europas storbyer.«
Bolia endte med et driftsoverskud på 22,7 millioner kroner i regnskabsåret 2025/26.
I regnskabsåret 2024/25 lød denne post på 31,4 millioner kroner.
Lars Lyse Hansen understreger, at investeringerne har sat sine spor i den kortsigtede indtjening, men at fundamentet for fremtidig vækst er blevet styrket.
»På baggrund af det er vi tilfredse med resultatet og ikke mindst utroligt stolte af den store indsats, som vores kolleger, samarbejdspartnere, designere og håndværkere verden over har ydet,« udtaler han.
Foruden at fortsætte den internationale ekspansion med nye butikker planlægger Bolia at lancere en ny hjemmeside og e-handelsplatform senere i indeværende regnskabsår, fremgår det af meddelelsen.
Sidstnævnte skal ifølge virksomheden styrke den digitale kundeoplevelse og bidrage til international vækst.
Bolia er en dansk møbel- og designvirksomhed, som blev grundlagt i Aarhus i 2000.
Virksomheden er i dag ejet af Lars Larsen Group, som også ejer blandt andet Jysk, Ilva og Seng.
På ti år er omsætningen tæt på tredoblet fra 593 millioner kroner til 1,7 milliarder kroner.