Jubilæum i Grenaa-butik: Helle fejrer 25 år med briller og øjensundhed
Helle Elkjær kan 15. november fejre 25-årsjubilæum i Louis Nielsen. Størstedelen af sit arbejdsliv har hun tilbragt i hjembyen Grenaa, hvor hun har været med til at udvikle butikken fra tre til ti medarbejdere.
Da Helle Elkjær begyndte hos Louis Nielsen i Klostergade i Aarhus i 2001, rakte ambitionerne ud over arbejdet som optometrist. Hun ville også gerne have ansvar og arbejde med ledelse.
Muligheden kom i april 2004, da Helle Elkjær åbnede Louis Nielsen i Grenaa som chefoptometrist. I dag er hun optisk partner, hvilket betyder, at hun er medejer med ansvar for butikkens optiske område, skriver Louis Nielsen i en pressemeddelelse.
I Grenaa har Helle Elkjær sine rødder, sin familie og den natur, som hun sætter stor pris på. Hun er vokset op i byen og har altid vidst, at hun ville vende tilbage efter endt uddannelse som optometrist.
»Jeg elsker at være tæt på min familie og de mennesker, der er her. Grenaa er en hyggelig by, hvor vi kender hinanden. Samtidig har vi både skov og strand, så vi har faktisk det hele — lige midt i Danmark,« siger Helle Elkjær.
Da dørene til butikken åbnede i 2004, var Helle Elkjær den eneste optometrist sammen med to deltidsansatte rådgivere. I dag har Louis Nielsen Grenaa i alt ti medarbejdere.
Butikken i Lillegade har i dag endnu en optisk partner. Dorthe Bering Rasmussen, der selv har 20 års erfaring fra Louis Nielsen, blev medejer af Grenaa-butikken i 2025. Tilsammen har de to dermed 45 års erfaring i kæden.
Helle Elkjær har også engageret sig i Handel Grenaa og har tidligere siddet i bestyrelsen. For hende hænger butikkens udvikling tæt sammen med resten af byens handelsliv.
»Vi skal stå sammen, hvis vi vil bevare en aktiv midtby og tiltrække både nye borgere og turister,« siger hun.
Når Helle Elkjær ikke er i butikken eller sammen med sine tre børn, tvillingepiger på 16 og en søn på 19 år, bruger den 51-årige jubilar blandt andet tiden på spinning i det lokale fitnesscenter. Men selv efter 25 år hos Louis Nielsen er glæden ved faget og arbejdspladsen fortsat drivkraften:
»Jeg holder af at være optometrist, være sammen med medarbejderne og passe godt på kundernes syn. Det er jeg slet ikke færdig med endnu,« siger Helle Elkjær.