Fortsæt til indhold

Håndboldklub får penge til stærk klubkultur: Udvikling skal komme før resultater

Trænerne skal på skolebænken, og forældrene skal være endnu bedre medspillere. Hørning Håndbold har fået 24.000 kroner til at styrke kulturen i klubben.

Samfund
bo

Alle børn skal med i kamp, prøve forskellige positioner og opleve, at håndbold handler om mere end målene på tavlen.

Det er nogle af ambitionerne i Hørning Håndbold, der nu har fået 24.000 kroner fra DIF og DGI’s foreningspulje til projektet Udvikling af en stærk klubkultur.

Pengene skal bruges til at styrke trænerkulturen og skabe et trygt foreningsmiljø, hvor spillere og trænere trives og udvikler sig – og forældrene bliver endnu bedre medspillere. Det oplyser klubben i en pressemeddelelse.

Her fremhæver foreningen, at håndbold også handler om at skabe fællesskaber, knytte bånd til andre og bidrage til børn og unges trivsel.

Formand Susanne Ørtenblad ser frem til, at klubbens trænere og ledere gennem oplæg og sparring skal arbejde med deres betydning for holdets fællesskab og den enkelte spillers udvikling. Målet er en fælles trænerkultur og et fælles sprog i en forening, hvor der er plads til alle uanset niveau.

Spillernes udvikling skal være i fokus frem for kampens resultat. Klubben fremhæver i den forbindelse positiv kommunikation, anerkendelse og ros som vigtige redskaber til at fastholde spillernes motivation og give den enkelte mod på at udvikle sig.

DIF og DGI’s foreningspulje uddeler årligt omkring 50 millioner kroner til lokale idrætsforeninger. Pengene kan blandt andet bruges til at udvikle nye aktiviteter, tiltrække medlemmer og styrke trænernes kompetencer.