Fortsæt til indhold

Byrådet indgår forlig og sikrer etablering af idrætshal

I forbindelse med opførelsen af Dronningborghallen viste jordbundsforholdene sig at være mere komplekse end forventet.

Samfund
sica

Randers Kommune og totalentreprenøren Gråkjær Erhverv A/S er nået til enighed i en tvist om jordbundsforhold ved Dronningborghallen. Dermed kan opførelsen af hallen fortsætte.

I forbindelse med opførelsen af Dronningborghallen viste jordbundsforholdene sig at være mere komplekse end forventet med dertilhørende ekstra omkostninger ved byggeriet.

Der har derfor gennem et stykke tid været gennemført forhandlinger om et forlig med totalentreprenøren Gråkjær Erhverv A/S. Randers Kommune betaler 17,7 mio. kr. ud over den aftalte anlægssum på 49 mio. kroner for en andel af de ekstra omkostninger. Forligsaftalen er netop godkendt af et enigt byråd. Og dermed kan opførelsen af Dronningborghallen fortsætte.

Det skriver Randers Kommune i en pressemeddelelse.

»Vi er i byrådet rigtig glade for, at der er fundet en løsning, så vi kan bygge en ny idrætshal i Dronningborg. Jeg vil gerne anerkende et enigt byråd for at have fundet en god vej videre i en svær sag,« siger Rosa Lykke Yde (SF), borgmester i Randers Kommune.

Sådan forestiller man sig, at den nye indgang kommer til at se ud. Visualisering fra GPP, Gråkjær

Som følge af problemerne med jordbundsforholdene forventes afleveringen af byggeriet at blive forsinket, så hallen står færdig primo 2028.

“Vi er glade for, at vi sammen med Randers Kommune har fundet en løsning, så byggeriet kan komme videre. Jordbundsforholdene viste sig at være langt mere komplicerede end forventet, og det har krævet et grundigt og konstruktivt samarbejde at finde en fair vej frem. Nu ser vi frem til at færdiggøre en moderne idrætshal, som foreninger, skoler og borgere i Dronningborg kan få glæde af i mange år,” siger Per Schak Andreasen, administrerende direktør i Gråkjær Erhverv A/S.