Fortsæt til indhold

Ry Svømmehal i slutspurt før vigtigt møde

Formand gør status før mødet med lokalpolitikerne.

Foreningen Ry Svømmehal er i fuld sving med mobilere alle gode kræfter i lokalsamfundet for at skaffe endnu mere opbakning og udbrede kendskabet til projektet.

Vi skal løfte i flok, hvis vi skal have svømmehal i Ry.
Johan Elm Mikkelsen, Ry Svømmehal

Det sker i slutspurten før det vigtige foretræde i Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget, der har temamøde om de lokale ønsker om svømmehaller i både Ry og Klank ved Skovby-Galten onsdag 6. april.

En god periode

På temamødet skal repræsentanter for svømmefolket fra Ry og Skovby-Galten forelægge deres projekter direkte for lokalpolitikerne, som har ønsket at behandle projekterne under et.

I Ry tænker formanden for Ry Svømmehal, Johan Elm Mikkelsen, med stor glæde tilbage på et velbesøgt borgermøde om svømmehallen først i marts, når han gør status forud for foretrædet.

»Vi står rigtig godt og er inde i god periode, hvor der sker mange spændende ting i foreningen,« siger han.

På borgermødet deltog et halv hundrede borgere, og Johan Elm Mikkelsen fortæller, at der var stort engagement og med repræsentation af folk i forskellige aldersgrupper, familier og fra forskellige foreninger i området. Der deltog også elever fra Mølleskolen, som skrev projektopgave om svømmehallen.

»Vi ville gerne dele, hvor vi var i projektet og høre, hvad folk tænkte om det, og om de ville støtte op. Vi fik en meget positiv respons, og lige nu fokuserer vi på mødet med politikerne samtidig med, at vi har sat en kampagne i gang nu her for at se, hvor mange medlemmer vi kan nå at få inden 6. april,« uddyber Johan Elm Mikkelsen.

Nye medlemmer

Målet er at nå 1000 medlemmer.

»Vi skal sikre os, at inden vi går videre med politikerne, at borgerne i byen bakker op om op projektet om en svømmehal,« betoner formanden.

Foreningen Ry Svømmehal fik efter borgermødet en saltvandsindsprøjtning i skikkelse af mange, nye frivillige hjælpere og ambassadører for projektet.

Ry Svømmehal har fået hjælp til at lave en flyer af Tryg og kommunikationsmedarbejdere dér, ligesom det lokale reklamebureau Touche har assisteret. Flyeren husstandsomdeles i Ry og Gammel Ry, og det er de føromtalte elever fra Mølleskolen, som deler rundt og derigennem tjener penge til deres lejrskole. I lørdags var der også gymnastikopvisning i Ry Hallerne, hvor frivillige delte ud af flyers og talte med folk om projektet, ligesom der også er aftalt foredrag i lokale foreninger og organisationer om svømmehallen.

»Vi skal løfte i flok, hvis vi skal have svømmehal i Ry,« konstaterer Johan Elm Mikkelsen.

Sommerfugle i maven

Formanden for Ry Svømmehal erkender, at mødet med lokalpolitikerne 6. april bliver en vigtig dag, og at der godt kan være lidt sommerfugle i maven, når han tænker på det.

»Jeg tænker det dog ikke som Løvens hule, men at vi skal præsentere vores projekt så godt som muligt. Men også, at vi sammen skal have god dialog med kommunen, de andre projekter samt Lokale- og anlægsfonden. Det bliver en dag, hvor vi deler viden, og hvor vi også lærer de andres projekter at kende«, siger Johan Elm Mikkelsen.

Formanden for Ry Svømmehal ser i øvrigt temadagen med kommunen som en fin ide.

»Jeg vil gerne samarbejde med de andre, og jeg mener, at der er plads til projekter i både Ry og Klank også fordi, at projekterne er forskellige, og fordi Skanderborg kommune mangler svømmehaller, når man vurderer det i forhold til antallet af indbyggere,« mener Johan Elm Mikkelsen.