Ny jobrekord i Skanderborg - aldrig før har så mange haft et job
Flot fremgang i beskæftigelsen trods svære forhold, viser ny analyse.
Beskæftigelsen i Skanderborg Kommune er på et niveau, der ikke tidligere er set.
Det oplyser seniorøkonom hos Dansk Erhverv, Kristian Skriver, til Uge-Bladet Skanderborg.
Seniorøkonomen har på Uge-Bladets forespørgsel dykket ned i tal for Skanderborg Kommune på baggrund af en analyse af lønmodtagerbeskæftigelsen på landsplan.
Det er imponerende, at der er jobfremgang i Skanderborg Kommune trods økonomisk modvind.Kristian Skriver, seniorøkonom, Dansk Erhverv
I de første tre måneder af 2023 var der ifølge Dansk Erhverv en beskæftigelsesfremgang på 163 jobs i Skanderborg Kommune, hvilket svarer til en procentvis fremgang på 0,6 procent. Det bringer beskæftigelsen op på 28.456 personer, hvilket er et nyt rekordhøjt niveau.
Til sammenligning er fremgangen på landsplan 0,3 procent. I Østjylland er fremgangen samlet set 0,4 procent. Fremgangen i Skanderborg Kommune er altså højere, uanset om man kigger på landsdel eller hele landet.
»Det er imponerende, at der er jobfremgang i Skanderborg Kommune trods økonomisk modvind fra kraftige rentestigninger, høj inflation samt vækstafmatning på de danske eksportmarkeder. Fremgangen i Skanderborg er tilmed mærkbart højere end i resten af Danmark,« siger Kristian Skriver fra Dansk Erhverv til Uge-Bladet Skanderborg.
Flotte tal i Østjylland
I Østjylland steg lønmodtagerbeskæftigelsen i første kvartal 2023 med 1841 personer. Det bringer beskæftigelsen i Østjylland op på 454.826 personer, hvilket også er rekordhøjt for landsdelen, viser tallene fra Dansk Erhverv.
”Jobrekorden finder sted på trods af ugunstige forhold, der burde tage damp ud af arbejdsmarkedet, men det er ikke sket. Tværtimod er arbejdsmarkedet fortsat varmt. Det østjyske arbejdsmarked har i det hele taget været overraskende robust overfor den økonomiske modvind. Det er først og fremmest en glædelig nyhed,« siger Kristian Skriver.
I første kvartal af 2023 er der jobfremgang i syv østjyske kommuner. Med fremgang på 1376 jobs er Aarhus Kommune det helt store job-lokomotiv i Østjylland.
I Silkeborg Kommune er der 395 nye jobs, hvilket svarer til en fremgang på 1 procent.
»Det er flot vækst på blot et enkelt kvartal. Der er desværre jobtab i Horsens, Syddjurs, Norddjurs samt Randers. Tilbagegangen er ikke alarmerende, fordi det kommer ovenpå flere år med flot fremgang,« siger Kristian Skriver.
Varer næppe ved
Ifølge Dansk Erhverv tyder meget dog på, at jobfesten ikke varer ved. Senere i 2023 venter erhvervsorganisationen, at beskæftigelsen vil falde på grund af de høje renter samt vækstafmatning på de danske eksportmarkeder.
»De danske eksportvirksomheder vil blive ramt af vækstafmatning på flere vigtige danske eksportmarkeder. Vækstafmatningen er tydeligst i Tyskland, Sverige og Storbritannien. Når der er økonomisk tilbagegang på de danske eksportmarkeder, giver det dårlige afsætningsmuligheder for de danske virksomheder,« siger Kristian Skriver og fortsætter:
»De markant højere renter lægger derudover en dæmper på byggeriet. Der bliver fortsat færdiggjort meget byggeri, men der bliver igangsat mindre nyt byggeri. Det er i byggeriet, der er størst risiko for jobtab.«
For nu er der grund til at glæde sig over jobfremgangen i Skanderborg Kommune.