Godt nyt på vej: Nu bliver det snart nemmere at få fat i medicin i populært område
En bydel bliver snart et apotek rigere.
For kort tid siden kunne borgerne i Skanderborg glæde sig over, at Lillesø Apotek ville genåbne pr. 3. januar efter apoteker Lene Hurup Kristoffersens overtagelse af Skanderborg Apotek.
Og nu kan borgerne i og omkring Højvangen altså også glæde sig over et helt nyt apotek:
Højvang Apotek Skanderborg.
Vi kommer til at have et lille apotek på omkring 100 kvadratmeter i alt, hvor selve butikken kommer til at fylde omkring 50-60 kvadratmeter.Joanna Rustam, stedfortræder for apoteker Fahad Yeser
Det nyeste apotek i kommunen er med Fahad Yeser som apoteker, hvor Joanna Rustam er stedfortræder, når Fahad Yeser ikke er til stede. Med åbningen af Højvang Apotek Skanderborg bliver Fahad Yeser apoteker af fire apoteker. Han har i forvejen City Vest Apotek, Brabrand Apotek og Langenæs Apotek.
»Jeg glæder mig helt vildt,« siger apoteker Fahad Yeser, mens man kan høre, at der er godt gang i boremaskinerne på den anden side af muren, hvor håndværkerne arbejder på højtryk på at gøre apoteket klar til åbning. Der er ikke længe til.
»Vi åbner mandag den 17. februar. Vi kommer til at have et lille apotek på omkring 100 kvadratmeter i alt, hvor selve butikken kommer til at fylde omkring 50-60 kvadratmeter,« fortæller Joanna Rustam.
Men der er endnu et stykke vej til åbningen. Apoteket kommer til at ligge i samme bygning som Dayny Marked, der ligger i Højvang Centret i forvejen, og derfor skal der indrettes på ny. Og der arbejdes på højtryk på at blive klar.
»Der er en arkitekt inde over, som hjælper med alt det indvendige. Det er ikke egnet til at være et apotek på nuværende tidspunkt, så der skal bygges vægge,« fortæller Joanna Rustam.
»I uge fem får vi en robot, så der skal vi gerne have både væg og elektricitet på plads.«
Robotten kommer til at kunne ordne 9000 pakker.
»Det bliver hurtigere at ekspedere kunder, og vi kommer til at udnytte pladsen på en god måde.«
At det lige netop bliver i Højvangen er der en årsag til.
»Borgerne i den her del af byen fortjener et apotek, så det glæder vi os til at give dem. Vi havde hørt, at der manglede et i området,« siger Fahad Yeser.
Joanna Rustam forudser, at hun kommer til at være en del til stede i de nye lokaler i begyndelsen.
»Det er meget spændene at være med til at starte op. Vi ved ikke, hvordan det bliver. Jeg sidder selv med skemaer, så det er meget spændende at se, hvor mange ansatte, der bliver behov for. Til at begynde med skal vi have 3-4 ansatte, og så må vi se, hvad behovet bliver, når apoteket kommer i gang. Vi har en god mavefornemmelse, og vi får god feedback fra folk i området, når vi er forbi apoteket,« lyder det fra Joanna Rustam.
Ekstra service til kunderne
Joanna Rustam fortæller, at der kommer til at være en række ekstra ydelser til apotekets kunder.
»Vi har hørt, at der bor mange ældre i området, der har svært ved at hente medicin i byen. Vi kommer også til at have dosisruller til for eksempel ældre, der har svært ved selv at pakke deres medicin. Så kan de hente det hos os, hvor det er inddelt,« lyder det fra Joanna Rustam.
Der bliver desuden også mulighed for medicinsamtaler og medicinrådgivning.