Område i vild udvikling:
Et område er i rivende udvikling, og nu er der også mange nye lejligheder på vej i området.
Ry Øst er i rivende udvikling.
Det er der vist ingen tvivl om, når man kigger på planerne for området.
Brunhøjvej 8-10 står foran store forandringer.
I første omgang er det kun Brunhøjvej 10, der står for skud. Den eksisterende bygning på Brunhøjvej 8 får i første omgang lov til at blive stående, mens den eksisterende bygning på Brunhøjvej 10 rives ned til fordel for 90 til 100 nye boliger.
Det godkendte Klima,- Miljø- og Planudvalget på seneste møde 7. januar.
»Det er et rigtig godt projekt, at man laver noget der. Der er brugt meget tid på det, men jeg synes personligt, det ville have været bedre, hvis man havde begrænset højden,« lyder det fra Claus Leick (SF), formand for Klima,- Miljø- og Planudvalget i Skanderborg Kommune.
Vi er nødt til som kommune at tænke i fortætninger og det her med at bygge etagebyggeri i et gammelt industriområde. Klimamæssigt er det også klogt, for på den måde sikrer vi, at man ikke behøver have to bilerClaus Leick (SF), Klima,- Miljø- og Planudvalget
I Ry Borgerforening er man begejstrede for udsigterne til flere mindre boliger i Ry Øst.
»Det bliver en god udvikling til byen. På den anden side af vejen har du Gudenåskolen, en børnehave og en brandstation, og så får du beboelse her. Det bliver meget godt i forhold til det andet, der ligger, at der også kommer boliger,« lyder det fra Karl-Erik Jørgensen, der i samme omgang glæder sig over, at der med boliger i det område bliver lavet en større afstand mellem industrien og boligkvartererne i området.
I første omgang er der planer om at bygge omkring 90-100 boliger på Brunhøjvej 10. Det fremgår af planerne fra Plan, Teknik og Miljø i Skanderborg Kommune, som Klima,- Miljø- og Planudvalget besluttede at gå videre med på det seneste udvalgsmøde i begyndelsen af januar.
I planerne står der, at lejlighederne opføres i varierende størrelser på mellem 60 og 100 kvadratmeter i én til to etager pr. lejlighed.
Og netop størrelsen på lejlighederne mener Karl-Erik Jørgensen er god i forhold til områdets ældre.
»Der bor mange ældre i husene i området, som måske godt vil i noget mindre på et tidspunkt. Der er selvfølgelig Kildebjerg, men det er alligevel noget længere væk fra midtbyen end det her, så jeg tror, det bliver rigtig godt,« lyder det fra borgerforeningsformanden.
I planerne, der nu er godkendt af Klima,- Miljø- og Planudvalget, står der også, at der maksimalt må bygges fire etager i samlet 16 meters højde. Og netop højden forventes at få kritik, når planerne sendes i offentlig høring efter en tur i både Økonomi- og Erhvervsudvalget og byrådet.
»Det har vi også drøftet på vores møder. Det virker umiddelbart meget højt og tæt - det er trods alt 100 boliger. Ellers synes vi, det er en god udvikling i området. Også for ældre mennesker i området, at der skal bygges boliger. Det er mindre boliger, man vil bygge, og det er der et behov for i byen i øjeblikket,« lyder det fra Karl-Erik Jørgensen, der spår protester mod netop højden, når lokalplan og kommuneplantillæg skal i offentlig høring.
Det var også højden på byggeriet, der fik Claus Leick (SF) til at stemme imod godkendelsen af de foreløbige planer. Han mener, at der maksimalt bør bygges i 2,5-3 etager.
»Der er kun huske i et plan, og det er altså nogle ordentlige kasser, der kommer til at ligge der. Så jeg stemte imod projektet som den eneste på udvalgsmødet,« siger Claus Leick.
Han er ikke imod projektet som sådan.
»Vi er nødt til som kommune at tænke i fortætninger og det her med at bygge etagebyggeri i et gammelt industriområde. Klimamæssigt er det også klogt, for på den måde sikrer vi, at man ikke behøver have to biler. Vi kommer til at lave rigtig meget af den slags fremover i kommunen. Mit grundsynspunkt er, at det godt må fylde noget, men der bor også nogle mennesker i forvejen, og de har selvfølgelig ikke monopol, men det skal helst være, så de kan komme til at kunne lide det. De fire etager er lige en tand for meget,« lyder det fra Claus Leick, der gerne havde set, at man havde besluttet en maksimal højde på 2,5-3 etager.
»Højden fylder generelt meget, når vi diskuterer byggerier i kommunen. Jeg har fra begyndelsen sagt, at højden var for høj. Nu kommer det så i høring, og der kan man jo også se på svarene fra foroffentlighedsfasen, at højden fylder,« uddyber Claus Leick.
Det forventes, at de endelige planer for det kommende boligområde bliver endeligt vedtaget i midten af 2025 og det forventes at være klar til indflytning i 2026.