Efter flere års venten: Nu sker der endelig noget på Doktor Hundeædes grund
Krabbe A/S vandt klagesag om byggeri i Adelgade 107 - og nu kan firmaet endelig begynde byggeri.
Den tomme grund har fyldt i billedet af Adelgade i halvandet års tid. Det samme har hegnet, der omkranser grunden til den gamle lægebolig, hvor lægen Mikkel Hindhede tidligere boede. I februar 2024 blev den gamle lægebolig revet ned og jævnet med jorden.
To klagesager fra borgere i Skanderborg satte byggeriet af et nyt etagebyggeri med 12 lejligheder og et erhvervslejemål på 1567 kvadratmeter på hjørnet mellem Adelgade og Emilievej på pause, men nu ser der endelig ud til at ske noget på grunden.
»I juni 2025 kom en afgørelse fra Nævnenes Hus (Byggeklageenheden, red.), hvor de ikke hav medhold i klagen, hvilket betyder, at Skanderborg Kommunes byggetilladelse er gældende. Vi er derfor langt om længe gået i gang med byggeriet,« lyder det i et skriftligt svar fra ejer Kristian Krabbe fra Krabbe A/S Ejendomsudvikling og Totalentreprise.
Kristian Krabbe har tidligere fortalt, at det drejer sig om to klager vedrørende søbeskyttelseslinjen og skygge/indblik. Han slår dog også fast, at der ikke er planer om at bygge tættere på søen end den nedrevne lægebolig.
Selvom klagerne nu er fortid, kommer der ifølge entreprenøren til at gå en rum tid, før de helt store maskiner kan rulle ind på grunden.
»Vi er i øjeblikket i gang med jordarbejde – herunder indbygning af sandpude samt terrænregulering og fundering, ligesom nogle af punktfundamenterne allerede er støbt,« forklarer Kristian Krabbe.
Fordi byggeriet er planlagt til at være op mod naboen i Adelgade 109 og langs Emilievej, hvor der er terrænforskelle, kræver det forskellige fundamentsløsninger.
»Så derfor bliver der i øjeblikket arbejdet med forskellige entreprenører på adressen,« forklarer Kristian Krabbe.
Det forventes, at byggeriet står færdigt primo 2027.