Fortsæt til indhold

Tennisspillerne i Ådalen har et problem - de mørke timer

IF Ådalen har to tennisbaner ved Ådalshallen i Skørring, som benyttes flittigt. Dog kun i døgnets lyse timer.

Sport

Interessen for den hvide ketchersport er fin i IF Ådalen. Ifølge formand Mette Hansen er der cirka 80 aktive tennisspillere i klubben, der flittigt benytter de to tennisbaner nær Ådalshallen i Skørring.

I Ådalen tæller de dog kun de lyse timer, for det lysanlæg, der skulle lyse tennisanlægget op har passeret sølvbryllupsalderen og er på alle måder utidssvarende.

Det eksisterende lysanlæg er virkelig udtjent. Pt. fejler to lyspærer på det ene tårn, og det betyder, at vi kun kan spille på en bane om aftenen.
Mette Hansen, IF Ådalen

»Det er svært at finde reservedele og komponenter til det, hvilket er forsøgt flere gange. Ud over hvor svært det er at vedligeholde lysmasterne, bruger anlægget en del strøm i forhold til et nyt lysanlæg med LED pærer. Så vi tænker bestemt også på miljøet når vi skifter og ikke mindst på elregningen,« skriver Mette Hansen i en henvendelse til Syddjurs Kommune som det nye Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget (KFL) har fået forelagt som orienteringspunkt.

»Det eksisterende lysanlæg er virkelig udtjent. Pt. fejler to lyspærer på det ene tårn, og det betyder, at vi kun kan spille på en bane om aftenen. Dette begrænser vores medlemmer i at bruge banerne om aftenen. Vores medlemmer fortjener at få nye master med masser af lækkert lys, så de kan spille på begge baner,« lyder det fra Mette Hansen.

Ingen midler

IF Ådalen har undersøgt prisen på et nyt lysanlæg.

Den lyder på 89.100 kr. eks. moms hos firmaet Sport Trading Aps.

IF Ådalen har dog fået svar retur fra Syddjurs Kommunes embedsværk, at der ikke er afsat penge på indeværende års budget til den slags, og derfor har man sendt en kurv til Ådalen.

Tennisklubber i Syddjurs Kommune modtager årligt et tilskud på 7.000 kr. pr. bane til vedligehold, så IF Ådalen modtager i alt 14.000 kr. årligt. Der er ikke afsat yderligere kommunale midler til tilskud til tennisbaner.

Så no mercy fra embedsværket.

Det er så op til politikerne i udvalget at gribe tennisbolden og have ønsket fra IF Ådalen in mente, når der skal laves kommunalt budget for 2023. Et forslag som vil passe som fod i hose til Syddjurs Kommunes nye strategi for de små oaser og landdistrikter.