Fortsæt til indhold

Håndboldgyser: »En kamp vi hurtigst muligt vil glemme«

Skanderborg liga-kvinder blev løbet ned af formstærkt Silkeborg-Voel

Sport
bo

Efter en nogenlunde 1. halvleg, blev Skanderborgs liga-kvinder lørdag på Fælleden i 2. halvleg løbet over ende af et formstærkt Silkeborg-Voel mandskab. Gæsternes tre-måls føring til ved pause blev kort inde i 2. halvleg udbygget til seks scoringer, og dét hul var for stort til at lukke. Det blev ikke bedre derfra, og dermed endte det hele med et nederlag på hele 12 mål.

Vi har selv rigtig mange ting, vi er nødt til at lære af kampen, for det kom egentlig ikke bag på os; vi var bare ikke dygtige nok til at forsvare os mod det.
Peter Jagd, træner

»Dagens kamp vil vi hurtigst muligt glemme – men det skal vi ikke. Vi mødte et Silkeborg-Voel hold, der spillede noget rigtig flot håndbold: Gode i deres omstillinger, hurtigt angrebsspil og ikke mindst et meget fornuftigt krydsspil. Stor ros til dem. Men vi har selv rigtig mange ting, vi er nødt til at lære af kampen, for det kom egentlig ikke bag på os; vi var bare ikke dygtige nok til at forsvare os mod det. Derfor skal vi ikke »glemme« kampen, men i stedet bearbejde den og komme videre,« lyder det oven på nederlaget fra træner Peter Jagd.

»I starten blev vi holdt inde i kampen af nogle flotte redninger af Anna Veng på rigtig store chancer, men det måtte have en ende, da vi blev ved at tillade store chancer i midten. Det går ikke, og det skal vi have arbejdet på op mod onsdagens svære udekamp mod Team Esbjerg,« tilføjer han.