Fortsæt til indhold

Ungdomsarbejde begynder at bære frugt i Hørning Floorball klub

Klubben kan fejre 20 års jubilæum og glæder sig over de mange talenter, der begår sig på eliteplan, og som stadig giver et nap med i deres 'gamle' klub.

Sport
gs

Hørning Floorball Klub kan i 2021/2022 fejre 20 års jubilæum som officiel klub, men børne- og ungdomsafdelingen har dog reelt kun cirka syv år på bagen. Allerede nu bærer dette arbejde dog frugt, og Hørning er stille og roligt ved at udvikle sig til en sand ”talentudviklingsfabrik”.

Som andre idrætsklubber i Hørning er klubben i stærk mangel på træningstider, indtil den nye hal i Hørning står klar. Trods denne vanskelige situation er det alligevel stille og roligt lykkedes klubben at have tilbud til alle fra 3-4 års alderen til pensionister.

For fire år siden tog en af klubbens første ungdomsspillere, Marie Scott Hansen, springet fra Hørning til Aarhus Floorball Klub for at træne med på deres elitehold og spille med om mesterskaber, og i sidste sæson spillede hun både DM-finale og blev fast spiller på Danmarks U19 landshold. Marie gæstetræner tit i Hørning i ferier, og når der er pause i Aarhus.

Hjælpetrænere

I vinteren 2022 blev klubbens to kvindelige ungdomsspillere Simone Rohde Hansen og Liva Underlin udtaget til Regionsholdet. Regionsholdet er en forløber til ungdomslandsholdet, før spillerne bliver U19-spillere.

Simone har spillet i Hørning Floorball, siden hun var ni år gammel, og har de sidste tre sæsoner været hjælpetræner for klubbens børnehold. Til trods for at Simone blot er 14 år gammel, er hun i denne sæson ved at etablere sig som fast spiller på klubbens damehold, der p.t. er tophold i første division Vest.

Liva har sin barndomsudvikling i Skanderborg Floorball Klub, hvor hun stadig spiller og hjælper på ungdomsholdene. I år har Liva fået spillerlicens i Hørning for at kunne spille med 1. divisions dameholdet, men Liva har sin floorball opdragelse i Skanderborg.

Senest er nu også Jonas Emil Kristensen udtaget til samlingen for potentielle U19 landsholdsspillere. Denne trup skæres senere til de bedste for U19 landsholdet, men det at komme med i denne ”brutto-landsholdstrup” er virkelig stort. Jonas startede i Hørning Floorball Klub, og var en af klubbens allerførste børnespillere. Efter nogle år i Hørning har Jonas valgt at supplere med floorball på eliteholdet i Aarhus Floorball klub, men Jonas spiller også i Hørning mindst en gang om ugen, er fast mand på Øst Kyst Liga holdet samt en særdeles værdsat og yndet hjælpetræner på U13 holdet. Jonas er her hjælpetræner sammen med Nicklas Hedemand, der også har sin floorball opdragelse i Hørning, skiftede nogle år til Aarhus Floorball Klubs elitehold, men nu er Nicklas vendt tilbage til Hørning og foruden at være hjælpetræner er han fast mand både på 3. divisions herreholdet samt Øst Kyst Liga holdet.

Fed indstilling

»At have vores elite-talenter omkring børne- og ungdomsholdene, hjælper vores spillere til at drømme stort. Marie, Simone og Jonas’ bedrifter viser, at der er en vej fra træning til landskampe og DM-finaler. Det er svært at købe et bedre trænerkursus end at sende dem ud og spille fast med landsholdsspillere og DM-vindere, hvor de unge mennesker tilbage med en stor viden om floorball,« siger formanden for Børne- og Ungdomsudvalget Anders Loven, og tilføjer:

Det er faktisk overvældende at opleve de unge menneskers engagement i foreningslivet. De er engagerede og flittige – og billedet er, at de nuværende U13 spillere bestående af næste kuld af hjælpetrænere, har den samme, fede indstilling.
Anders Loven, formand for Børne- og Ungdomsudvalget

»Det er faktisk overvældende at opleve de unge menneskers engagement i foreningslivet. De er engagerede og flittige – og billedet er, at de nuværende U13 spillere bestående af næste kuld af hjælpetrænere, har den samme, fede indstilling,« siger han.

Og formand for Hørning Floorball Klub, Henning Sejer Jakobsen, supplerer:

»Det er jo dejligt og helt naturligt, at nogle af vores ungdomsspillere på et tidspunkt vil prøve kræfter med større og mere ambitiøse klubber for at se, hvor langt deres talent kan række, men det er også dejligt, når disse spillere kommer tilbage til Hørning Floorball Klub igen på forskellig, nogle måske bare for at træne med i ferier, nogle bliver mere eller mindre spillende på et af vores hold, andre bliver hjælpetrænere og trænere og andre deltage med andre ting i klubben,« tilføjer formanden.