Fortsæt til indhold

FCK-spiller ramt af stor personlig tragedie

FCK-spilleren David Khocholavas svigerfar er omkommet i krigen i Ukraine, melder klubben på sin hjemmeside.

Sport
jwh

FC København oplyser mandag på sin hjemmeside, at klubbens georgiske forsvarsspiller David Khocholava, der har spillet flere år i Ukraine og er gift med en ukrainer, har mistet sin svigerfar i krigen i Ukraine. Ifølge fodboldklubben døde svigerfaren, mens han forsvarede sine landsmænd i krigen mod Rusland.

»Alt vores fokus og energi er rettet mod at støtte David og hans familie med alt, der er muligt i en meget svær tid, og vi sender vores tanker og kærlighed til dem. David Khocholava har naturligvis fået fri til at tage sig af sin familie, og vi håber, at alle vil respektere, at David og hans familie ønsker ro omkring sig,« fremgår det af en pressemeddelelse på FC Københavns hjemmeside.

For nylig var David Khocholava tydeligt rørt, da spillerne før kampen mellem FCK og Viborg fremviste et ukrainsk flag for at vise støtte til landet, der i snart to år har været under en russisk invasion.

På FC Københavns hjemmeside tager klubben i øvrigt skarp afstand til krigen.