Fortsæt til indhold

Mikkel Gribsholt pointbesejrede tidligere U15 Europamester

Perfekt start for Hornslet Bokseklubs stortalent ved den internationale ungdomsturnering Adriatic Pearl Youth Tournament for U19 årgangene i Montenegro.

Sport

Mikkel Gribsholt og Victor Hoveling, unge stortalenter med punch i næverne og faste deltagere i træningslokalet hos Hornslet Bokseklub, deltager i denne uge i den internationale ungdomsturnering Adriatic Pearl Youth Tournament for U19 årgangene i Budva, Montenegro.

Begge Hornslet boksere er sammen med andre danske talenter udtaget af DABU (Danmarks Bokse-Union).

Mikkel Gribsholt i klassen op til 57 kilo var den første i ringen.

Han boksede kvartfinale mod Saba Eremeishvili, Georgien.

En gut, der er tidligere U15 Europamester, så unge Gribsholt og hans sekundant og cheftræner Arne Lund Christensen havde indstillet sig på en hård kamp.

Jeg gav Mikkel besked på i hjørnet, at han skulle flytte sig og ikke gøre kampen mere hård end nødvendigt, fordi Mikkel tydeligvis var ved at være drænet.
Arne Lund Christensen
Da den danske trup rejste til Montenegro mødte de i lufthavnen legenden Eyüp Can. Han boksede i en yngre udgave i fluevægt og vandt som amatør bronze ved OL og ved VM. Som professionel blev han europamester. I dag er han ikke længere fluevægter, som det ses. Arne Lund Christensen måtte fortælle drengene om den tidligere mesterbokser.

Stående tælling

Adresseavisens reporter så kampen live på en digital platform, og han kunne ligesom Arne Lund Christensen konstatere, at første omgang gik godt set med danske briller.

Mikkel Gribsholt ramte sin modstander med gode dybe træffere og krydsede også højt, så den tidligere Europamester måtte tage stående tælling.

Kampbilledet var det samme i anden omgang, og på dommernes scorekort blev det også belønnet. Deres voteringer blev offentliggjort efter hver omgang.

Derfor kunne Mikkel Gribsholt sætte det hele på plads i tredje og sidste omgang

»Jeg gav Mikkel besked på i hjørnet, at han skulle flytte sig og ikke gøre kampen mere hård end nødvendigt, fordi Mikkel tydeligvis var ved at være drænet,« siger Arne Lund Christensen.

Mikkel Gribsholt formåede at holde stand, selvom han tabte tredje omgang knebent, så den samlede 5-0 pointsejr kunne der ikke pilles ved.

Hoveling i regulær krig

Victor Hoveling er i coronaperioden vokset i både højde og drøjde og stiller nu op i klassen op til 71 kilo.

Han skulle op imod klassens favorit, Amur Teleubek, Kazakstan.

Victor Hoveling tabte knebent på split decision til favoritten i klassen op til 71 kilo. Foto: Arne Lund Christensen

»I første omgang var Victor godt kørende og var foran på point. Anden omgang blev hård og meget lige, men den faldt dog ud til modstanderen,« fortæller Arne Lund Christensen.

Han gav Victor besked inden sidste omgang på at prøve at bokse mere ’ind og ud’ på sin modstander for at lave flere point.

»Det lykkedes til dels, men kampen blev også mere infight, hvor drengene hamrede stød af på hinanden. Vi troede på sejren, men Victor tabte desværre på split decision 4-1,« siger Arne Lund Christensen, som trods alt godkendte elevens præstation.

Victor Hoveling er nu ude af turneringen og bruger resten af tiden i Montenegro som forberedelse til Nordiske Mesterskaber.

Mikkel Gribsholt bokser semifinale lørdag mod en stærk herre fra Armenien.

Vel hjemkommet fra Montenegro bliver der en kort hvilepause i træningslokalet for Mikkel Gribsholt og Victor Hoveling, før de drager til Island til de Nordiske Mesterskaber i dagene 24.-27. marts 2022.