Seriefodbold: Spillermangel tvinger Ebeltoft IF til at sige farvel til sit Serie 4 mandskab
Den snart forhenværende fodboldformand Heine Skovbak Iversen begræder, men er også gram i hu over, at Ebeltoft IF har været nødt til at trække klubbens herrehold i Serie 4, så det kun er muligt at mønstre et sølle seniorhold, der spiller med i 7-mandsrækken i dette forår.
»Vi er ramt af vores lortefaciliteter med elendige baner og et lysanlæg, der er dårligt. Det motiverer ikke ligefrem unge mennesker til at spille fodbold i Ebeltoft IF. Derfor søger de til andre klubber med bedre faciliteter, og hvor de sikkert kender nogle kammerater fra gymnasiet eller andre uddannelser,« siger fodboldformand i Ebeltoft IF, Heine Skovbak Iversen.
Han stopper på posten ved generalforsamlingen 3. april, men det gør han bestemt ikke, fordi han opgivende kaster handsken.
Heine Skovbak Iversen startede ved årsskiftet i Syddjurs Byråd, hvor han bl.a. er formand for Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget (KFL).
»Det duer ikke, at jeg har flere kasketter på. Jeg er formand for det udvalg, der har idrætten under sig, og det er ikke foreneligt med også at være formand og bestyrelsesmedlem i Ebeltoft IF,« siger den snart forhenværende fodboldformand.
Familien Skytte
Det er ikke mange sæsoner siden, at Ebeltoft IFs bedste herrehold klarede sig fint i Serie 3 med Lars Skytte som cheftræner og sønnerne Viktor og Asker Skytte på banen plus en række andre dygtige spillere.
Familien Skytte er flyttet fra Ebeltoft, og Viktor og Asker Skytte spiller nu i Mørke IF.
»Vi havde et stærkt trænerteam med Lars Skytte i spidsen, som i nogle sæsoner var dygtige til at samle og fastholde en række talentfulde spillere. Det har vi siden manglet, og det er også en af forklaringerne på, at vi i denne sæson kun stiller med herreseniorhold i 7-mandsrækken,« siger Heine Skovbak Iversen.
Han kan så glæde sig over, at klubben på drengesiden har pænt store trupper hos både U19, U16 og U13. Der er arvtagere på vej, hvis de da bliver boende i byen eller fastholder deres tilknytning til Ebeltoft IF, selv om de flytter for eksempel til Aarhus for at studere.
U13-truppen er han selv træner for. Her spiller hans søn, og trænerjobbet slipper han ikke.
»De tre drengetrupper fungerer fint og har mange til træning, så her er der trods alt grund til optimisme,« siger Heine Skovbak Iversen.
Det er bydende nødvendigt, at vi får opgraderet vores anlæg, og jeg ved udmærket, at jeg har sagt det mange gange, men det skal vi simpelthenHeine Skovbak Iversen
Faciliteterne skal opgraderes
Corona har været en hård nød for Ebeltoft IF. Det har kostet mange medlemmer på fodboldfronten, og når så faciliteterne er, som de er, motiverer det ikke de, der slap håndtaget i at vende tilbage.
»Det er bydende nødvendigt, at vi får opgraderet vores anlæg, og jeg ved udmærket, at jeg har sagt det mange gange, men det skal vi simpelthen,« fastslår Heine Skovbak Iversen.
Syddjurs Kommune har stillet Ebeltoft IF 295.313 kroner i udsigt til opførelse af et nyt lysanlæg, men det er ikke lykkedes klubben selv at skaffe restfinansieringen.
Klubben var på forhånd af Syddjurs Kommune blevet gjort opmærksomme på, at den selv skulle bidrage med 25 procent af finansieringen.
»Vi har ikke formået at skaffe vores del af finansieringen. Desværre, fordi vi har meget hårdt brug for et nyt lysanlæg. Det gamle er udtjent og færdig, og vi får ofte hints fra dommere, når de kommer til Ebeltoft for at dømme en aftenkamp, at anlægget slet ikke er godt nok,« har Heine Skovbak Iversen tidligere forklaret til Lokalavisen.
Situationen er fortsat den samme.
»Vores baner er heller ikke gode. Det gælder også vores stadion. Hele anlægget trænger til at blive renoveret og gået efter, og jeg håber, at en ny bestyrelse får overskud til at se på det og forhandle om en løsning med kommunen.«
Hvem der skal tage over efter Heine Skovbak Iversen som formand for fodboldafdelingen er endnu uafklaret.
»Jeg håber, at mange forældre vil dukke op til generalforsamlingen og give deres besyv med. Komme med forslag til bestyrelsen og tilbyde sig til at hjælpe med konkrete arbejdsopgaver. Det fortjener fodbolden i Ebeltoft IF, og jeg er sikker på, at får vi snart opgraderet vores faciliteter, venter der en ny spændende fremtid for klubben med flere medlemmer.«