Fortsæt til indhold

Nicklas Nielsen vandt WEC-premiere på Sebring

Nicklas Nielsen sikrede en sejr i sin klasse i årets første afdeling af FIA World Endurance Championship.

Sport
sra

Danske Nicklas Nielsen fra Hørning fik den bedst tænkelige debut i en prototype, da han den 19. marts sikrede en klassesejr i årets første udgave af verdensmesterskabet i sportsvogne, FIA World Endurance Championship.

Den danske Ferrari-fabrikskører, som sammen med sit faste hold fra AF Corse har skiftet sin GT-racer ud med en LMP2-prototype i VM-serien, satte desuden pole position til racerløbet, der blev afviklet på den amerikanske Sebring International Raceway.

Afbrudt af tordenvejr

Den otte timer lange sæsonpremiere i Florida blev dog forkortet med omkring 70 minutter, da et voldsomt tordenvejr tvang arrangørerne til at afbryde løbet før tid af hensyn til de mange officials på banen.

Nicklas Nielsen og teamkammeraterne François Perrodo og Alessio Rovera havde dog hele løbet igennem været dominerende i deres klasse og kunne således erklære sig som vindere i AM-klassen.

»Det er langt bedre, end vi har turdet håbe på. Vi stiller altid op for en sejr, men med en helt ny type bil på en bane, som vi ikke har nogen erfaring med, var vi ret ydmyge,« siger Nicklas Nielsen og uddyber:

»Med 15 biler er LMP2-feltet VM-serien største og hårdeste klasse, og vi stillede med nul erfaring overfor nogle enormt dygtige teams, som har vundet Le Mans og meget andet. Under vores forberedelser kunne vi imidlertid godt mærke, at vi havde farten til at være med blandt de hurtigste, og frem mod kvalifikationen havde jeg personligt svært ved at holde optimismen nede.«

Snuppede pole position

Nicklas Nielsen leverede da også en drømmepræstation under netop kvalifikationen, hvor han ikke blot udkonkurrerede modstanderne i AM-kategorien. Danskeren snuppede også den generelle pole position i LMP2 med over et halvt sekunds afstand til den nærmeste forfølger.

»Det var en virkelig fed entré til sæsonen, og teamet var helt oppe at køre, da jeg kom retur med bilen. Vi var dog godt klar over, at vi ville dumpe ned i stillingen undervejs i løbet, hvor bilerne med fuldt professionelt kørerlineup ville køre fra os,« fortæller Nicklas Nielsen.

Ambitionerne fejlede dog ikke noget, forsikrer han.

Stærk indsats

»Vores mål var at vinde vores egen klasse, AM-kategorien, som er for biler med mindst én amatørkører, og her var vi absolut flyvende. Bilen kørte fantastisk, selv om den rå og ujævne Sebring-bane gjorde alt for at ødelæge den. Og selvom vi er rookies i LMP2-klassen og mistede et par positioner i forbindelse med et rødt flag undervejs i løbet, så leverede teamet samlet set en rigtig stærk indsats.«

Til sidst opsummerer Nicklas Nielsen oplevelsen:

»Det har været et rigtig fedt løb på en helt fantastisk bane, og vi har fået skudt gang i sæsonen på den bedst tænkelige måde. Jeg kan næsten ikke vente til at komme tilbage i LMP2-raceren og bære vores stærke moment videre til næste løb.«

Næste opgave for Nicklas Nielsen skal imidlertid foregå i en Ferrari, når han sammen med kollegerne James Calado og Miguel Molina stiller op til første afdeling af GT World Challenge Europe Endurance Cup, som afvikles på italienske Imola den 1.-3. april.