Trustrup-Ålsrode IFs håndboldherrer klar til 3. Division
Foran en vild kulisse i Toubrohallen lod Trustrup-Ålsrodes bedste håndboldherrer onsdag aften ikke nogen i tvivl om, at holdet har potentiale til at klare sig en række højere og møde lokalrivalerne Nørre Djurs HK efter sommerferien i et par spændende lokalopgør.
Trustrup-Ålsrodes bedste håndboldherrer i Jyllandsserien kan nu skrive 3. Division på visitkortet.
Det stod klart onsdag 23. marts, da holdet vandt hjemmekampen i Toubrohallen mod HSR Klakring 2020 fra Juelsminde.
Odds var forud for opgøret gode. Hjemmeholdet toppede således Jyllandsserien foran netop HSR Klakring 2020, inden de to kombattanter skulle afgøre deres indbyrdes mellemværende.
Trustrup-Ålsrode havde på forhånd teten, fordi holdet vandt den modsatte kamp i i Juelsminde Hallerne med hele ti mål, 35-25.
Denne gang gik det endnu værre for HSR Klakring 2020, der blev sendt hjem til Juelsminde med en sæk på hele 34-19.
Glad træner
En glad cheftræner Carsten Vikkelsø Jensen var efter kampen helt oppe på den høje klinge:
»Jeg vil tro, der var mellem 300-400 mennesker. Det var virkelig fedt og beviser, at hvis vi ellers har noget at vise, skal interessen nok være der. Så nu skal vi bare steppe et par gear op, så vi er klar til at give den gas næste sæson.«
Det var en kamp, Trustrup-Ålsrode havde fuld kontrol over fra første minut. Allerede efter 10 minutter var hjemmeholdet foran 7-1 og udbyggede føringen stille og roligt til en pauseføring på 18-8.
»Vores forsvar stod fantastisk, og Kristoffer Petersen i målet viste endnu engang klasse,« roser Carsten Vikkelsø Jensen.
Hjemmeholdet udbyggede i starten af 2. halvleg føringen til 21-8, og det var, ifølge cheftræneren hele tiden kun et spørgsmål om sejrens størrelse.
»Vi fulgte taktikken til punkt og prikke og fokuserede på i 2 x 30 minutter at spille håndbold. Og når vi gør det, kan vi matche mange hold,« siger Carsten Vikkelsø Jensen.
»Hvis jeg skal fremhæve en spiller ud over Kristoffer Petersen, må det være Jannek De Place . Jeg er dybt dybt imponeret over, hvad han kan levere. Hvis han får 20-25 procent bygget yderligere på formen, bliver han vanvittig,« lyder det fra en euforisk cheftræner.
Han understreger, at samtlige spillere generelt leverede en indsats til UG. Ingen over ingen under.
Andre ’Topper’ Nielsen bidrog med 10-12 scoringer og brændte stort ikke en afslutning, fortæller Carsten Vikkelsø Jensen.
Bøllebank i Santander Cup
Onsdagens gæster i Toubrohallen mødte ellers op med en stor håndboldoplevelse frisk i bagagen.
HSR Klakring 2020 var i pokalturneringen Santander Cup nået til 5. runde og mødte her ligaholdet Fredericia HK i Juelsminde Hallerne.
Her måtte hjemmeholdet som ventet lade livet. Sejrscifrene i Fredericia HKs favør lød på 42-22, men hjemmeholdet fik sig alligevel en på opleveren og opfyldte forhåndsmålsætningen om at score over 20 mål.
Den målsætning var revideret, tilsyneladende, til opgøret mod Trustrup-Ålsrode.
Rutineret hjemmehold
Cheftræner Carsten Vikkelsø Jensen har været cheftræner hos Trustrup-Ålsrode i nogle år efterhånden.
Efter en kort pause i kølvandet på sit mangeårige engagement i trænerstaben hos Aastrup/Hammelev-Grenaa - da holdsamarbejdet endnu havde divisionshold på herresiden og de årlige publikumstræffere mod lokalrivalerne Nørre Djurs HK samlede fulde huse - genoptog Carsten Vikkelsø Jensen trænergerningen i Trustrup-Ålsrode IF.
Selv om vi vægter det sociale højt, så er det ikke noget ved at rykke en række op, hvis vi ikke vil træne noget mere. Jeg føler mig sikker på, at vi godt kan klare os godt i 3. Division, men det kræver noget mere end JyllandsserienCarsyten Vikkelsø Jensen, cheftræner
Nu står han i spidsen for en trup, der rummer flere af de spillere, som han også arbejdede med hos Aastrup/Hammelev-Grenaa.
Det gælder ikke mindst den dygtige målmand Kristoffer Petersen, der også var en tur forbi Nørre Djurs HK, samt markspillerne Jonas Hjarbæk, Jannek de Place, Jonas Pedersen og André ’Topper’ Nielsen.
Cheftræneren råder også over spillere som Morten Rygaard, Mathias Tvede Mygind (tidligere Nørre Djurs HK) og Emil Amnéus Kirkemann. Sidstnævnte har en fortid på eliteniveau hos Randers HH.
Målmanden Morten Skov, der stod de sidste 13 minutter i oprykningskampen og gjorde det godt, skal også nævnes.
»Vi træner kun en gang om ugen, halvanden time om mandagen, hvor der dukker 12-15 spillere op,« siger Carsten Vikkelsø Jensen.
Skal steppe op
Nu hedder det 3. Division efter sommerferien, og så skal der af indlysende årsager puttes yderligere et ugentlig træningspas på.
»Vi har et fint hold med masser af rutine, men skal vi kunne klare os godt, skal vi skrue lidt mere op for seriøsiteten og træne en gang mere om ugen,« fastslår Carsten Vikkelsø Jensen.
Det fornemmer han også, at spillerne er parate til.
»Selv om vi vægter det sociale højt, så er det ikke noget ved at rykke en række op, hvis vi ikke vil træne noget mere. Jeg føler mig sikker på, at vi godt kan klare os godt i 3. Division, men det kræver noget mere end Jyllandsserien,« vurderer cheftræneren, der er alene om trænergerningen og holder fast i, at truppen skal bestå af spillere med et lokalt tilhørsforhold.
Trustrup-Ålsrode IF kan mønstre et andethold i Serie 2. Holdet ligger pt. nummer sjok i rækken, men vandt senest over Nørre Djurs HK 3 med 22-21.
»Det er lige til øllet med at samle andetholdet, men vi vil gerne holde fast i to hold i klubben, så alle kommer til at spille kampe,« siger Carsten Vikkelsø Jensen.