Fortsæt til indhold

Ryttere og heste tager på festival på Bækgaarden

Bækgaarden Horse Festival finder igen sted på Bækgården i uge 26 og 27.

Sport

Som følge af COVID-19 pandemien har arrangørerne af Bækgaarden Horse Festival ikke kunne afholde deres populære sommerstævner i fuld format i 2020 og 2021. Nu er arrangørerne i fuld gang med at få de sidste detaljer på plads, så arrangementet kan vende tilbage i fuld figur, skriver de i en pressemeddelelse.

En af rytterne på vej igennem derby-springningen ved et Bækgaarden Horse Festival 2019. Foto: Bækgaarden Horse Festival

»Vi glæder os meget over, at vi igen kan byde velkommen til Bækgaarden Horse Festival i uge 27, og selvfølgelig også til vores stævne i uge 26, hvor vi også kan glæde os over at byde de helt unge ponyryttere velkommen. Vi håber, at mange vil kigge forbi og bidrage til et godt arrangement med spændende ridning og god stemning,« fortæller arrangørerne bag arrangementet.

Vi håber, at mange vil kigge forbi og bidrage til et godt arrangement med spændende ridning og god stemning
Arrangørerne bag Bækgaarden Horse Festival

Dette hestesportsarrangement er selvfølgelig et højdepunkt blandt Danmarks ryttere, men også publikum kan få sig en stor oplevelse.

Lørdag i uge 27 er der blandt andet en spændende Derby-springning på programmet, hvor modige ryttere skal forcere alternative forhindringer, som er placeret rundt i naturen og på Bækgaardens græsbane.

Fra onsdag til søndag i uge 26 mødes ryttere i alle aldre på både pony og hest, mens uge 27 byder på springklasser for heste i en højde fra 115 cm til 150 cm.

Er man nysgerrig og vil besøge arrangementet som publikum, kan man ikke kun nyde synet af de mange heste, men også hygge sig med en bid mad, og har man børn med, er der god plads til leg.

Alle er velkomne på Bækgaarden, Låsbyvej 149B, Skanderborg fra onsdag til søndag i uge 26 og 27.