Fortsæt til indhold

TeamGym Djurs og TRIF Gymnastik smelter sammen

Til august flytter TeamGym Djurs sine aktiviteter fra Norddjurs til det nye springcenter i Rønde Idrætscenter, og det har banet vejen for en fusion med TRIF Gymnastik.

Sport

Ambitiøse TeamGym Djurs bliver en væsentlig del af det nye springcenter i Rønde Idrætscenter (RIC), der står klar til indvielse til august.

»I forbindelse med byggeriet af hallen i Rønde og etableringen af et springcenter har TeamGym Djurs valgt at flytte alle sine aktiviteter til Syddjurs og til RIC. I den forbindelse har bestyrelserne i TeamGym Djurs og TRIF Gymnastik arbejdet på en fusion mellem de to klubber, så fremtidens gymnastik i Rønde bliver TRIF/TeamGym Djurs – altså én klub/forening,« fortæller Christina Busk, formand for bestyrelsen i TeamGym Djurs.

»I TeamGym Djurs glæder vi os til at komme til Rønde og vi glæder os rigtig meget over, at TRIF Gymnastik og TeamGym Djurs går sammen om at skabe vanvittig god gymnastik i Rønde.«

Grundlagt i 2012

TeamGym Djurs blev grundlagt i 2012 som en underafdeling til TÅIF (Trustrup Ålsrode Idrætsforening), men i 2017 valgte TeamGym Djurs at blive en selvstændig forening med egen bestyrelse.

Det er velkendt, at TeamGym Djurs har en erklæret målsætning om at dyrke gymnastik på højest mulige plan.

»I TeamGym Djurs lægger vi ikke skjul på, at vi er en konkurrenceklub med mål og ambitioner. I det daglige er det vores mål at give vores gymnaster en seriøs og målrettet træning med høj kvalitet, da dette er med til at danne grundlag for (og fremme) den enkeltes udvikling - både gymnastisk og personligt. Derfor har vi en forventning om, at vores trænere er engagerede og forberedt til hver træning for at skabe de bedste betingelser for udvikling,« kan man man læse på foreningens hjemmeside.

»I TeamGym Djurs ønsker vi at skabe et tilbud om konkurrencegymnastik som ellers ikke ses på Djursland. Vores mål er at give de gymnaster, der har lysten og viljen til at arbejde målrettet og seriøst med deres gymnastik et træningsmiljø som fordrer dette i samspil med jævnaldrende gymnaster og engagerede trænere.«

Ambitionerne bliver ikke puttet ned under en stol.

Flytningen af træningen og aktiviteterne til et spritnyt springcenter i Rønde bekræfter blot klubbens idegrundlag.

Træningen har hidtil foregået i flere haller: Vivild, Grenaa Tirstrup og Toubroskolen i Trustrup, men med flytningen til Rønde, samler man nu alle hold et sted.

I Røndeområdet er der tillige basis for at øge medlemstallet betragteligt.

I sidste sæson bestod TeamGym Djurs af 90 gymnaster og 11 trænere, som var fordelt på 10 forskellige pigehold.

Alle hold er alders- og niveauopdelt, og det er til hver en tid trænerne, der afgør, hvilket hold den enkelte gymnast skal placeres på.

I TeamGym Djurs glæder vi os til at komme til Rønde og vi glæder os rigtig meget over, at TRIF Gymnastik og TeamGym Djurs går sammen om at skabe vanvittig god gymnastik i Rønde
Christina Busk, bestyrelsesformand TeamGym Djurs

Til DM

TeamGym Djurs har i år et hold gymnaster, der har kvalificeret sig til de danske mesterskaber.

De foregår i Aalborg 25. juni.

»Det er vi selvfølgelig virkelig stolte af, og vi ser frem til at kunne bringe masser af den gymnastikglæde med til Rønde – og forhåbentlig en medalje og endnu bedre pokalen fra DM,« siger Christina Busk.

»Det ville da være en fantastisk indvielse af den nye hal. Men lad os nu se, de fire kvalificerede hold ligger virkelig tæt, så det bliver en gyser på dagen. Uanset, mener vi vores piger og trænere allerede har vundet bare ved kvalificeringen – det er godt arbejde,« roser hun.