Oprykkerne fra Nørager undgår Marx og Lenins aarhusianske arvtagere - de har pakket den røde fane sammen
Stortalentet Jan Ankerstjerne er tilbage i Nørager B efter en sæson på FC Djurslands U19 mesterhold.
»Vi vil vise, at vi kan være med i Serie 1. Vi skal holde Nørager fanen højt, ikke mindst, fordi pigerne er rykket op i 3. division i håndbold. Det er godt gået af en landsby med 300 indbyggere.«
Det siger cheftræneren for Nørager B’s fodboldherrer, Jeppe Friis, inden der fredag aften er sæsonpremiere på Nørager Stadion, hvor Christiansbjerg IF kommer på besøg.
Og ingen tvivl om, at aarhusianerne møder et topmotiveret Nørager B hold, som endelig er tilbage i Serie 1. Der bliver virkelig noget at heppe på i den sportsglade landsby, hvor knejterne spiller fodbold og pigerne spiller håndbold, for også byens håndboldkvinder har genrejst sig og er tilbage i 3. division.
Fodboldherrerne spillede en flot turnering i foråret og sluttede som nr. et i tabellen og direkte oprykker foran lokalrivalerne fra Vivild IF og forstadsaarhusianerne fra Skødstrup SF, som tidligere har snuppet billetten op i Serie 1 for næsen af Nørager B.
Cheftræner Jeppe Friis og assistenttræner Rene Jensen er i gang med et generationsskifte på holdet, og med seks-syv unge spillere på holdet lykkedes det at præstere stabilt, selvom tre stamspillere tidligt blev skadet for resten af sæsonen i den samme kamp mod NB 93 på en håbløs skolebane i Aarhus.
Levende klubkultur
Med Kolind-Perstrup IF ude af Serie 1 er Nørager B ene om at repræsentere Djursland i denne række. Den nye sæson byder igen på mange ture til Aarhus og en enkelt til Kristrup B. Helt uhørt for dette niveau i seriefodbolden har et hold allerede trukket sig fra rækken, for FAML, Fodbold Aktionen Marxister-Leninister., rykkede ud af Jyllandsserien 2 og har derefter rullet den røde fane sammen og trukket deres eneste senior turneringshold ud af turneringen. FAML står derefter kun noteret for to Old Boys hold.
Jan ville gerne hjem til det velkendte og kammeraterne. Det er jeg rigtig tilfreds med, for vi ved hvad vi får og hvad han kan.Nørager træner Jeppe D. Friis
»Vi er desværre havnet i en Aarhus kreds. Jeg havde gerne set os i en kreds med Dronningborg B og Hornbæk SF. Men vi vil spille vores eget spil og går ud for at vinde vores kampe og præge vores række. De unge skal motiveres, og det er vores projekt, for det vigtige er at holde gang i fodbolden også i de små klubber,« siger Jeppe Friis. Aarhus klubberne skal nok få sig en oplevelse i mødet med den levende klubkultur på Nørager Stadion, mens de trofaste medfølgende Nøragerfans kan se frem til at indtage ofte mennesketomme anlæg i udebanekampene i Aarhus og omegn.
Nye talenter på vej
Trænerteamet Jeppe Friis og René Jensen kan arbejde videre med en næsten intakt spillertrup, tilsat Jan Ankerstjerne, som er vendt tilbage efter en sæson i FC Djursland, hvor han var med til at vinde det Jysk-Fynske mesterskab for U19 holdet og også fik debut på seniorholdet i Jyllandsserien.
»Jan ville gerne hjem til det velkendte og kammeraterne. Det er jeg rigtig tilfreds med, for vi ved hvad vi får og hvad han kan. Hvis det kører for Jan, når ingen hans niveau. Han har kvalitet, og vi skal udvikle ham, for han kan blive meget bedre,« siger Jeppe Friis, som tidligere har kaldt Jan Ankerstjerne for det største talent i Nørager B siden Kasper Fisker Jensen, der som bekendt endte i Brøndby IF.
»Desuden skal vi arbejde med det næste kuld talenter og gøre vejen kortere til seniorfodbolden. De unge kan træne med, men de skal spille ungdomsfodbold så længe de kan. Det er vigtigt, at de bevarer motivationen,« siger Jeppe Friis og nævner spillere som 15-årige Søren Peder Byskov og 17-årige Christian Friis. På vej er også det yngste skud i ‘Pylle’-stammen, Lauge Fuglsang Pedersen, som er lillebror til Mads og Jeppe fra Nørager B og Emil, som er målmand i Randers Freja, og en spiller som Magnus Hansen,« siger Jeppe Friis.
Skadet trekløver
Trekløveret Lasse og Michael Jensen og Sigurd Fisker fik alle foråret ødelagt af skader i sæsonens femte kamp mod NB 93 i Aarhus.
»Lasse er kommet i gang igen, og jeg forventer han bliver klar. Men jeg er i tvivl om Michael Jensen og hans ankel kommer til at spille igen. Sigurd er det også svært med,« siger Jeppe Friis, som har opfordret Sigurd Fisker og langtidsskadede Gunnar ‘Marcelo’ Pedersen til at holde sig i gang og hive hinanden op, så de kommer i gang igen. De to fætre har mange gode fodboldår i sig, og det er alt for tidligt, at de bliver holdt ude af alvorlige skader.
Nørager B har spillet en sommerkamp mod Auning IF under sommerfesten i byen, som Nørager B vandt med 4-0. Desuden har Nørager B tabt en træningskamp mod Skanderborg fra Serie 1 med 4-2. Mads ‘Pylle’ Pedersen og Rasmus Jensen scorede for Nørager B, som var taget til Skanderborg med kun 12 mand og uden holdets faste målmand.
Nørager B har sæsonpremiere fredag kl. 19.00, når Christiansbjerg IF fra det nordlige Aarhus med træner Frank Krogsdal, tidligere divisionsspiller i Aarhus Fremad og AGF, i spidsen kommer på besøg på Nørager Stadion.