11-årige Umar Khan optaget på anerkendt fodboldakademi
Stortalent fra Gellerup er optaget på Galatasarays fodboldakademi, hvor han efter planen skal ned to gange om året, indtil han fylder 15 år.
Det er nok de færreste 11-årige drenge, som bruger det meste af deres sommerferie på et fodboldakademi 2.800 kilometer væk fra hjemmet.
Men den udfordring ville Umar Khan fra Gellerup gerne give sig selv med opbakning fra sine forældre.
I juli gik turen derfor sydpå til tyrkiske Istanbul, nærmere bestemt Galatasaray, for at prøve lykken til en optagelsesprøve på den berømte og berygtede storklubs fodboldakademi.
»Jeg kender en, der mente, at Umar skulle prøve det. Han er en klog fodboldspiller, og det kunne være en mulighed for ham. Vi var dernede i en hel måned, hvor der blev trænet hårdt hver dag. Vi havde ikke regnet med noget, så det var meget stort, da vi fik at vide, at Umar var optaget på akademiet,« fortæller Umar Khans far, Ali Kayed, der selv betalte for opholdet i Istanbul.
Det slipper han for at gøre næste gang, turen går til Tyrkiet, da optagelsen til det anerkendte talentakademi i første omgang resulterer i to betalte ophold af hver en måneds varighed.
Det var en sindssyg oplevelse. Jeg blev meget glad, da jeg fandt ud af, at de ville have mig på deres akademi, og nu glæder jeg mig helt vildt til, at vi skal derned igen.Umar Khan, 11-årig fodboldspiller fra Gellerup
»Det var en sindssyg oplevelse. Jeg blev meget glad, da jeg fandt ud af, at de ville have mig på deres akademi, og nu glæder jeg mig helt vildt til, at vi skal derned igen,« siger Umar Khan, der har været en passioneret fodboldspiller i seks år.
Til dagligt går han i 5. klasse på Sødalskolen, der har givet lov til, at han skal til Istanbul i en måned. Første gang til marts.
Kontrakt som 15-årig
Aftalen med Galatasarays fodboldakademi indeholder i første omgang to årlige ophold på en måned til den talentfulde spiller, indtil han fylder 15 år, og så kan der skrives kontrakt.
»Det er meget stort, at vi håber selvfølgelig på, at det lykkes. Men det er også vigtigt, at Umar holder sig i gang her i Danmark, hvor han spiller Liga 1B i Brabrand IF,« fastslår Ali Kayed og fortsætter:
»Det kunne også være fedt, hvis Umar kan bane vejen som forbillede for andre børn og unge her i området.«
Det er ikke første gang, Umar Khan har bevæget sig rundt i et talentmiljø. Som 9-årig var han i AGF, inden turen sidste år gik fra Gellerup-klubben ACFC til Brabrand IF, hvor den nu står på tre ugentlige træningspas og kampe i weekenden. Det foregår i Liga 1B-rækken, og holdkammeraterne er et år ældre.
»Umar kan nå langt«
Hans træner Kim Lund giver det 11-årige talent følgende ord med på vejen:
»Umar er en rigtig god og talentfuld spiller. Fodboldmæssigt kan han sagtens være med. Han er en spiller, der er stærk til at bryde modstanderens spil. Hans helt store styrke er, at han er en klog spiller af sin alder. Han tænker fodbold og har en god forståelse og læser spillet. Han er god til at komme foran sin direkte modspiller. Så har han en enorm høj træningsintensitet, og det er sjældent, jeg ser det. Det mest imponerende er, at han altid er i stand til at kunne kræve meget af sig selv, uden jeg som træner skal animere til det. Han er den, der går mest til den til træning og er meget mentalt stærk,« siger Kim Lund, som har været ungdomstræner i otte år.
Hvor langt kan han nå?
»Jamen, uden at blive holdt op på noget, så tror jeg Umar kan komme rigtig langt, fordi han har en helt naturlig evne til at ville arbejde stenhårdt, og det er vigtigt i et elitemiljø. Det er altid svært at forudse, hvor langt man kan komme, før den fysiske dimension for alvor kommer ind i fodbold. Der er en del spillere, som ryger fra i 18 års alderen, når det bliver rigtig hårdt fysisk,« siger Kim Lund.
Hvad betyder det for jer som klub, at han kommer til så stort et akademi?
»Jeg kender intet til akademiet, men mit gæt er, at det minder om danske akademier, hvor spillerne bliver fulgt tæt, Og så er der ganske givet en anden mentalitet i Tyrkiet og en anden måde at tænke fodbold på. Så det kan godt være, Umar får noget på plussiden ved at gøre det på denne her måde. De udvælger han ikke, hvis ikke de har set noget spændende i ham. Der er ingen tvivl om, at Umar er en rigtig fin spiller, og han har noget af det, der skal til. Og vi er som klub glade for at kunne sende ham videre,« lyder det fra træneren.
Real Madrid-drøm
Og det ser på ingen måde ud til, at Umar Khan bliver fodbold-træt lige foreløbigt:
»Jeg elsker at spille fodbold og kom i gang, fordi mine brødre spiller. Jeg bor ovre på Jettesvej, og der er ikke langt til kunstgræsbanen her (Arena Vest Aarhus Kunstgræsbane,red), som jeg spiller på hver dag efter skole. Det bliver godt nok til mange timers fodbold om ugen,« fortæller Umar Khan, der helst vil spille i midterforsvaret eller defensiv midtbane.
Derfor hedder idolerne N’Golo Kanté og Sergio Ramos.
Og den ultimative drøm er at ende i en af sidstnævntes klubber.
»Min drømmeklub er Real Madrid. Det er min største drøm at komme til at spille dér. Jeg drømmer om at blive professionel og leve af at spille fodbold. Og meget gerne i Galatasaray. I første omgang,« siger Umar Khan, hvis familie overvejer at gøre ham følgeskab, hvis drømmen går i opfyldelse.
»Vi har allerede talt om det. Måske flytter vi med derned, hvis Umar kommer på kontrakt. Det er en chance, der måske kun kommer én gang. Men nu må vi se. Man skal jo selvfølgelig starte et sted og ved aldrig, hvad der sker i fremtiden,« siger Ali Kayed med et efterfølgende smil.