Lykkelig afslutning for meget gal Mørke træner
I Mørke IF er Tonni Kristensen den store spilfordeler i fodboldmiljøet og afgørende for det. Han er så engageret, at han kører helt op i det røde hjørne, når tingene går ham og hans spillere imod.
Søndag lykkedes det Mørke IFs bedste hold i Serie 3 at vinde den anden sejr i træk, da nedrykkerne fra Serie 2, AH 2012, blev slået 2-0 på Mørke Stadion. De to mål blev scoret af Nicolai Post før pausen, og Kishanthan Rasayogam efter.
I gæsternes mål stod den tidligere superligamålmand Peter Friis Jensen, der er direktør i Thisted FC, men bosiddende i Assentoft.
I ugen op til kampen lignede Mørkes cheftræner Tonni Kristensen skiftevis en tordensky og en olm tyr. Han var eddikesur på både den kommende modstander og DBU Jylland.
Årsag: At DBU Jylland havde dikteret, at kampen skulle afvikles klokken 11.30 på Mørke Stadion søndag.
Det er sjældent, at DBU Jylland ligefrem går ind og dikterer, hvornår en kamp skal afvikles, men det er Unionens turneringsansvarlige i deres gode ret til at gøre i henhold til §25 i Turneringsreglementet, når de to klubber overhovedet ikke kan blive enige om spilletidspunktet.
En hårdknude
Historien er den, at AH 2012 foreslog fredag aften som spilletidspunkt, fordi de havde en spiller, der skulle giftes.
Det sagde Tonni Kristensen nej til på Mørkes vegne, fordi klubben har spillere, der er under uddannelse og skal hjem fra destinationer som Vejle, Oksbøl og Slagelse.
»Vi har det derfor generelt træls med hverdagskampe,« siger Tonni Kristensen.
Han foreslog i stedet, at der blev fløjtet op på Mørke Stadion lørdag klokken 11.30, så ville AH 2012 spillerne, der skulle til bryllup, kunne nå det, mens Mørke spillerne ligeledes kunne nå tidligere byrådsmedlem Flemming Hansens fest i anledning af hans 70 års fødselsdag.
Salomonisk løsning
Ingen af parterne ville imidlertid give sig en tøddel, og derfor måtte DBU Jylland træffe en afgørelse.
»Det sker heldigvis sjældent, men det er vores opgave,« siger Turneringschef Ole Frandsen DBU Jylland.
»Jeg er da træt af at blive skudt forskellige ting i skoene og den hårde tone, der har været, men man skal lige huske på, at AH 2012 har opfyldt de regler, der er, nemlig, at man senest 28 dage før et fastsat spilletidspunkt, skal meddele modstanders kampfordeler, at man ønsker kampen spillet på et andet tidspunkt.«
Utilfreds med DBU Jylland
Forud for kampen havde en tydelig vred Tonni Kristensen ikke meget tilovers for DBU Jylland.
»Vores andethold i Serie 4 tabte uden kamp søndag. I en klub som Mørke duer det ikke, at vores to seniorhold spiller samme dag, og det koster os så en bøde,« siger Tonni Kristensen.
Han er ligeledes knotten over, at det nyoprykkede andethold er kommet i en pulje, hvor kun Hornslet kommer fra Djursland.
Det betyder kampe mod stærke Aarhusforstadsklubber som Søften og Hinnerup med store nederlag til følge.
Efter fire runder ligger Mørke da også suverænt sidst uden point og en målscore på 0-35.
»Jeg ryster på hovedet, når vi lander i sådan en pulje. Jeg tror da, at Mols hellere vil køre Mørke end til Kristrup, og vi vil da hellere køre til Ryomgård og Mols for at spille lokalopgør i Serie 4 end til klubber på den anden side af Aarhus,« lyder kritikken fra Tonni Kristensen
Mørke træneren er også sur over, at Mørke i den allersidste turneringsrunde igen skal spille på udebane med både første- og andetholdet.
»Jeg har tidligere skrevet til DBU Jylland om det, og så skete det året efter, at vi sluttede hjemme, men de sidste seks sæsoner i træk har vi hver gang sluttet med udekampe. Det virker mærkeligt.«
Til den del af kritikken svarer Ole Frandsen, DBU Jylland:
»Der bliver lavet et seriøst stykke arbejde fra vores turneringsplanlæggeres side, hvor vi virkelig forsøger at tilgodese klubberne. Nogle gange er det sværere end som så, fordi puslespillet skal gå op, og så kan det være træls og se tilfældigt ud, men sådan er det bestemt ikke.«