Det europæiske eventyr fortsætter: SAH skal spille EHF European League
SAH har spillet sig videre til gruppespillet i EHF European League, og torsdag finder holdet ud af, hvem de skal møde.
Efter to hæsblæsende opgør er Skanderborg Aarhus Håndbold videre til gruppespillet i EHF European League. Det stod klart, da Skanderborg Aarhus Håndbold vandt 35-33 hjemme over IFK tirsdag.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
Jeg synes, det er meget flot af en klub som vores, som uden at gå i detaljer med hvilket budget vi har, kan komme med ud og spille European League. Det tager vi som en spændende udfordring i forhold til at se, om vi kan dygtiggøre os.Nick Rasmussen, cheftræner
I tirsdagens kamp var der fight for alle pengene, da det gjaldt anden og afgørende kamp om pladsen i gruppespillet i EHF European League mellem IFK og SAH. Svenskerne kom bedst fra start i kampen, hvor de satte Skanderborg Aarhus Håndbolds herrer under pres med deres hurtige spil. Herrene havde svært ved at komme igennem deres forsvar og kæmpede med at holde dem fra scoringer i modsatte ende. Efter 6 minutters spil var stillingen 2-5.
Der skete et skifte i hjemmeholdets spil, da Thomas Arnoldsen kom på banen og gjorde et godt indhop. Han var ikke på banen meget mere end et minut, før ha kastede både et mål og en assist af sig. Med et kvarter spillet diskede Kristoffer Laursen op med et par gode redninger i streg, som skabte et lille momentum for holdet og gjorde, at herrene havde en lille overhånd den sidste del af første halvleg og kunne gå til pause foran 18-17.
SAH kom godt fra start i anden halvleg og fastholdt føringen, men Kristianstad hang på.
Efter 38 minutters spil var kampen 22-22. Endnu engang trådte Kristoffer Laursen i karakter og lukkede ned i målet. Han tog blandt andet tre ud af tre svenske straffekast. Holdet fortsatte det gode angrebsspil, de havde fået bygget op, og med 7 minutter tilbage af kampen slog de et hul på tre mål, som holdt sikkert hjem.
SAH vandt 35-33 over IFK Kristianstad.
Cheftræner Nick Rasmussen kan se tilbage på en målrig kamp, hvor han også er stærkt tilfreds med den offensive præstation, som særligt var afgørende for, at holdet kom med i kampen.
»Vi spiller godt angrebsmæssigt, ikke kun fordi vi laver mange mål, men vi tilspiller os mange gode chancer. Det var flot. Kampen vender, da vi begynder at omsætte vores chancer, og så synes jeg, at Thomas kommer ind og laver et rigtig flot indhop i første halvleg,« lyder det fra cheftræneren.
»Så prøver vi lidt forskellige konstellationer af i forsvaret, som også er med til at rette op på starten. De scorer 17 mål til halvleg og slutter på 33, så det er stadig mange mål, der går ind. Men det er det flotteste angrebshåndbold, vi har spillet i den her sæson, og det har vi været på jagt efter. Så det er vi godt tilfredse med, men det gælder om at holde snuden i sporet,« fortsætter Nick Rasmussen.
Inden returopgøret har holdet haft stor fokus på at arbejde med, hvordan de kunne lukke ned for Kristianstads hurtige spil.
»Det lykkedes os ikke helt at lukke ned for deres hurtige midte og tredje fase. De er virkelig gode til at spille den fase, det må jeg sige. De laver mange mål, men Stuff (Kristoffer Laursen) har det der skal til - og de redninger, der skal til. Og i sådan nogle kampe her er det afgørende, at målmanden stepper op. Jeg er meget tilfreds,« lyder det fra cheftræneren.
Nu gælder det gruppespillet i EHF European League for SAH. Noget som hele truppen ser meget frem til.
»Jeg synes, det er meget flot af en klub som vores, som uden at gå i detaljer med hvilket budget vi har, kan komme med ud og spille European League. Det tager vi som en spændende udfordring i forhold til at se, om vi kan dygtiggøre os. Det skulle gerne være noget, vi kunne overføre til den hjemlige turnering. Så vi ser meget frem til det her efterår. Jeg er glad,« afslutter Nick Rasmussen.