Bjørn'en er rasende: »Må du vågne hver morgen resten af dit liv med blødende hæmorider«
Golfspilleren Thomas Bjørn er rasende på den person, der har pillet ved hans udstyr.
Det kørte ikke for den danske golfstjerne Thomas Bjørn i torsdagens udgave af Open de Espana, da han kom i gennem dagen fire slag over par.
Og at Bjørn’en var utilfreds, det fik hans følgere på Twitter også at vide - i hvert fald var der én (ukendt) person, som ikke lige frem vækkede de mest varme følelser hos det silkeborgensiske golf-ikon.
»Til personen, der ændrede indstillingerne på min driver natten over. Må du vågne hver morgen resten af dit liv med blødende hæmorider,« lød det i udbruddet på det sociale medie.
Tweet’et, som i skrivende stund har fået 2.800 likes - og må betegnes som et af golfspillerens mere populære af slagsen - er blevet delt flere steder og er samtidig rundet af med hashtagget ’lowlife’, som nok bedst kan oversættes til ’taber’ eller ’udskud’.
I sidste ende var det dog Thomas Bjørn selv, der tabte i Madrid.
Fredag gik det godt nok noget bedre for Thomas Bjørn, men der var trods alt for meget af det tabte at hente fra torsdagens resultater - således var han eneste dansker ud af fem, der ikke klarede cuttet ved den spanske World Tour-turnering.