Fortsæt til indhold

Vilde 'King Kasper' sparkede AC Norddjurs i Serie 3

Med en 8-1 sejr fredag aften i lyshavet på Ørum Stadion over Nørager BK er AC Norddjurs sikker på at spille en række højere efter nytår.

Sport

Han er vild ham Kasper Schmidt Jørgensen fra topholdet AC Norddjurs i Serie 4.

Fredag aften på Ørum Stadion var ’King Kasper’ her der og alle vegne, da han med fire scoringer var arkitekten bag 8-1 sejren over nummer to i Serie 4, Nørager BK på Ørum Stadion.

De øvrige mål stod der Anders Ildvad 2, Søren Thode Fogh og Mathis Jensen på.

Hermed er AC Norddjurs sikret oprykning til Serie 3.

Med ti sejre ud af 11 mulige er overlegenheden i rækken til at tage at føle på.

Undervejs trakt IF Midtdjurs sit hold og fik det konverteret til et Serie 5.2 hold.

Derfor er der kun beskedne seks hold i rækken.

Ydermere har de to agterlanterner, IF Mols og Grenaa IF, præsteret at udeblive fra kampe. De har dog sikret sig endnu en sæson i Serie 4, fordi der ingen nedrykkere er.

Missede i juni

AC Norddjurs var allerede før sommerferien tæt på at løse billet til Serie 3, men her blev holdet standset i en altafgørende playoffkamp mod IF Midtdjurs, der hjemme vandt med 3-0 og sikrede sin forbliven i Serie 3, mens AC Norddjurs måtte en ny tur i Serie 4.

Den endte så lykkeligt med oprykning for et ungt hold ledet af Benjamin Bendixen, der kan fortælle om stor grøde i seniorfodbolden på de kanter.

To 11-mandshold plus to syv-mandshold og et stort fremmøde på træningsaftenerne vidner om, at cheftræner Bendixen og hans stab har fat i den lange ende.

Fortsætter det sådan, er der udviklingsmuligheder i det unge hold, der med ’King Kasper’ som målræv nok skal vise flaget i Serie 3.