Pokalsensation: Aarhus Fremad banker Brøndby IF med 4-0
Aarhus Fremad er videre i pokalturneringen, efter klubben onsdag eftermiddag noget overraskende slog mægtige Brøndby IF med hele 4-0.
Der var lagt op til det helt store eftermiddagsbrag på Riisvangen Stadion, da hjemmeholdet Aarhus Fremad onsdag tog imod Brøndby IF i pokalturneringen. En kamp, hvor udeholdet fra den københavnske vestegn på forhånd var udråbt til storfavoritter. Og med god grund.
Der er nemlig langt fra Brøndby IF i Superligaen til Aarhus Fremads tilværelse i 2. division.
Det kunne man dog bare ikke se onsdag eftermiddag, hvor Aarhus Fremad fra kampens begyndelse viste en tro på, at holdet sagtens kunne drille Superligaholdet.
Efter blot 11 minutter sparkede Lucas From Aarhus Fremad i front i en situation, hvor Brøndby-målmand Thomas Mikkelsen ikke så særlig heldig ud. Tyve minutter senere bankede Julius Fechtenburg bolden i målet til 2-0, og i første halvlegs overtid gjorde hjemmeholdets Søren Andreasen det så til 3-0.
Efter pausen havde Brøndby skiftet flere spillere ud, men det hjalp ikke særlig meget på spillet. Selvom Brøndby fik flere chancer, så ville bolden ikke i nettet. Det ville den dog gerne for Aarhus Fremad-spillerne, og med seks minutter tilbage cementere Mathias Kubel sejren med sit mål til 4-0. Derfor havde det ingen betydning, at Frederik Thykær Rieper i det tredje minuts overtid blev vist ud.
Med sejren, som er en af de største pokalsensationer i nyere dansk pokalhistorie, er Aarhus Fremad videre til 4. runde.