Ungersvend af et målmandstalent på bare 17 somre var Aunings bedste
Debutanten Frederik Friis Jensen blev kampens spiller, da Auning IF spillede 1-1 mod Skødstrup SF i Serie 2.
En ung debutant på bare 17 år og en erfaren måltyv blev kampens profiler, da Auning IF lørdag eftermiddag sikrede sig et vigtigt point ved på eget græs at spille 1-1 mod top-tre holdet Skødstrup SF. Kampens målscorer, den 42-årige Mogens ‘Mangemål’ Laursen, kunne være far til den debuterende målmand Frederik Friis Jensen, som stod en flot kamp og blev kåret til både kampens spiller og kampens fighter.
Frederik blev suverænt valgt til kampens spiller. Han præsterede nogle utrolige indgreb, hans alder og kampens betydning taget i betragtning. Han leverede både i mand til mand situationer i feltet, på skud udefra, og samtidig udstrålede han ro og sikkerhed. Det var imponerende.Dennis Holdgaard
Frederik Friis Jensen er målmand på Auning IF’s U19 hold, men fik sin debut på det bedste seniorhold i Simon Bak Sloth Pedersen feriefravær.
»Frederik blev suverænt valgt til kampens spiller. Han præsterede nogle utrolige indgreb, hans alder og kampens betydning taget i betragtning. Han leverede både i mand til mand situationer i feltet, på skud udefra, og samtidig udstrålede han ro og sikkerhed. Det var imponerende,« siger Auning IF’s træner Dennis Holdgaard.
Ligesom i forrige weekends kamp mod Åstrup/Hammelev IF, som Auning IF tabte med 2-0 på udebane, kæmpede holdet fortrinligt i mødet med et stærkt besat hold fra Skødstrup SF, som kæmper for at sikre sig adgang til en playoff kamp om oprykning til Serie 1.
»Mine spillere sled i det som vilde heste og havde ovenikøbet overskud til at presse Skødstrup SF i slutfasen, hvor gæsterne havde udlignet til 1-1. Kampen kunne være tippet til vores side,« siger Dennis Holdgaard.
Tro på tingene
Auning IF var presset gennem hele kampen af et stærkt Skødstrup SF, som i denne sæson har fået tilgang af flere spillere fra det nu opløste FAML-hold, som var nedrykkere fra Jyllandsserien.
»Vi skal have point for at komme væk fra bunden, men Skødstrup SF lagde pres på os fra starten. Gæsterne havde bolden mest, men vi var godt med, og efter 17 minutter havde vi chancen for en drømmestart, da Asger Køtter var alene med Skødstrup SF’s målmand, som dog kom godt ud af sit mål,« fortæller Dennis Holdgaard. Men kun fire minutter senere lykkedes det Auning IF at ryste forstadsaarhusianerne med en scoring til 1-0.
»Skødstrup SF ville føre bolden frem, men vi skubbede godt op. De spillede bolden tilbage til deres målmand, men vi var alle mand med fremme, så målmanden havde ikke nogen at spille bolden til. Mogens Laursen stjal derfor bolden fra ham og kunne score til 1-0.«
Auning IF var presset, men holdt hovedet koldt og modstod presset.
»Vi forsvarede os godt og fik troen på tingene. Vi kunne mærke, at de var til at tale med og vi jagtede mål nr. 2. Skødstrup SF kunne ikke få tingene til at fungere og begyndte at smide bolde væk. De kombinerede godt og spillede hurtig, når de fik plads, men vi sled virkelig i det,« siger Dennis Holdgaard.
Mogens ‘Mangemål’ ud med gult
Efter en 1. halvleg, hvor Auning IF var presset, men stod godt, kom Skødstrup SF ud med et nyt tryk i 2. halvleg. Gæsterne havde skiftet rundt på spillere og koncept, men Auning IF stod godt og tvang modstanderne til at lave fejl.
Med 20 minutter igen blev Mogens Laursen, som var blevet indkaldt for at afløse den unge angriber Simon Rasmussen, udvist i 10 minutter med et gult kort efter et frispark.
»Skødstrup SF fik mere plads midt på banen, da vi kom i undertal, men vi holdt dem stangen. Mange af vores spillere var trætte. Nogen med krampe, så meget løb de. Men de bed trætheden i sig,« fortæller Dennis Holdgaard. Men i det 80. minut fik Skødstrup SF udlignet, da et godt skud udenfor feltet snød Auning IF’s forsvar og målmand.
»Vi skiftede friske kræfter ind og var faktisk farligst til sidst. Men 1-1 mod et tophold var så absolut godkendt,« siger Dennis Holdgaard.
Auning IF ligger fortsat under nedrykningsstregen og har kun Kolind-Perstrup IF under sig. Lørdag skal holdet til Aarhus og møde Christiansbjerg IF - en kamp, som Dennis Holdgaard satser på at vinde.
»Nu har vi spillet en god kamp mod Åstrup/Hammelev og taget point fra Skødstrup SF. Så vi er i en god stime og håber at tage alle tre point mod Christiansbjerg IF,« slutter Dennis Holdgaard. Efter kampen mod Christiansbjerg IF skal Auning IF til Hornslet og spille den udsatte kamp mod Hornslet IF. En såkaldt 6-point kamp, som skal vindes. I den sidste kamp inden pointregnskabet gøres op, møder Auning IF top-tre holdet NB 93, Aarhus på hjemmebane.