AGF får bøde for fans »massive og organiserede anvendelse af pyroteknik«
Fodboldens Disciplinærinstans har tildelt AGF en bøde på 50.000 kroner for fans brug af pyroteknik i forbindelse med en hjemmekamp mod Brøndby.
AGF-tilhængernes brug af pyroteknik resulterer nu i en bøde til klubben på 50.000 kroner.
Søndag den 23. oktober blev Superligakampen mellem AGF og Brøndby IF spillet på Ceres Park i Aarhus, og kampens dommer sendte efter kampen indberetning for brud af retningsregler, og herefter har Divisionsforeningens sikkerhedsobservatør har sendt en rapport efter kampen, fordi klubbens fans gjorde brug af romerlys og blitzlys under kampen.
Det meddeler Fodboldens Disciplinærinstans i en kendelse.
I redegørelsen peger Fodboldens Disciplinærinstans på, at der i AGF’s tilfælde er tale om den femte indberetning, som instansen sanktionerer indenfor de seneste 12 måneder, hvad angår overtrædelse af regler om sikkerhed og orden på stadion.
Fodboldens Disciplinærinstans lægger også vægt på, at der i kampen den 23. oktober var tale om »massiv og organiseret anvendelse af pyroteknik« fra AGF-fansenes side.
Det fremgår desuden af rapporten fra Divisionsforeningens sikkerhedsobservatør, at der i kampens 79. minut blev kastet cirka 10 øl i forbindelse med en AGF-scoring.
AGF har to uger til at appellere bøden, hvis klubben ønsker at gøre dette, men i rapporten oplyser AGF, at klubben tager kraftigt afstand fra anvendelse af pyroteknik.